Journalisten og forfatteren Kristen Bjørnkjær blev kendt i en større offentlighed, da han udgav digtsamlingen “Kærestesorger” i 1976. Digtsamlingen blev noget så sjældent som en lyrisk sællert. Forklaringen på successen var, at Bjørnkjær med sine digte om en følsom mands kærlighedskvaler og -oplevelser ramte tidsånden lige i solar plexus. Vi befandt os midt i halvfjerdserne, hvor kvindekamp og feminisme var ved at sætte en ny dagsorden for det, man kaldte “kønsrollerne”, og man havde opfundet den “bløde” mand, der også kunne tale om følelser…

Jeg kan huske, at digtsamlingen også var et hit blandt mine litteraturstuderende fæller. Selv var jeg mere forbeholden. Jeg foretrak de modernistiske digtere, der ikke solgte stort. En forkærlighed, jeg havde haft siden folkeskolen. Men jeg sagde det ikke højt, for 50.000 læsere kunne vel ikke tage fejl, vel? Det var i knækprosaens tid, hvor det handlede mere om at skrive realistisk rapporterende fra en æggebakke, en gulvspand eller et forkvaklet kønsliv end om at dyrke poesiens mere utilgængelige æstetiske og sproglige sider. Ganske vist var Bjørnkjærs samling langt bedre end knækprosabøgerne, men alligevel for langt fra den poesi, jeg elskede og stadigvæk holder af.

Jeg fik dog interesse for Bjørnkjærs særlige sprogtone. En særlig afart af jysk lune, en særlig let ironisk distance til virkeligheden, som jeg sidenhen har genfundet hos journalisten Bjørnkjær, og som har gjort ham til en af mine favoritter blandt spinatfuglene på Information.

Og det er også denne specielle sprogtone, der bærer erindringsbogen. Og gør den til en særlig læseoplevelse.

Erindringerne er en fortælling om den unge Kristens vej fra flækken Fløjstrup ved århus til en stilling som kulturredaktør ved Information i Københavnstrup. En rejse, hvor Bjørnkjær bevæger sig mellem journalistikkens Scylla og kunstens Carybdis på sin rejse gennem det satans liv. Journalistikken giver brød på bordet og mulighed for at dyrke kærligheden til avantgarde-kunsten på den anden side.

Undervejs fra det århusianske eksperimenterende kunstmiljø til København møder man flere af nutidens kulturpinger – Per Kirkeby, Hans Jørgen Nielsen, Dan Turèll, Klaus Rifbjerg m.fl. – i små skarpe portrætter, der føjer nuancer til det image, de siden har fået. Historien om Dan Turèll i ørkenen i pelsfrakke, vil jeg sent glemme. Bjørnkjær fortæller uimponeret, ærligt om sine oplevelser med kultureliten. Og der er ikke et gran af intellektualisme, benovelse eller koketteri over hans name dropping. Heldigvis for det.

Bogen er også en fortælling om hovedpersonens successer og fiaskoer i kærlighedslivet. Hvor han, som man selv skriver, gang på gang bliver reddet af gong-gongen i det professionelle liv,  og så at sige har held i sprøjten, så går det ganske anderledes i kærlighedslivet. I det mest autentiske, nøgne og usminkede afsnit fortæller Bjørnkjær om et langvarigt og smerteligt lærerigt utroskabsforhold, hvis konsekvenser kommer til at præge hans voksne liv dybt og varigt. Historien fortælles med den bjørnkjærske nedtonede distance og helt uden bitterhed. Nærmest med en form for taknemmelighed over for de knubs, kærlighedslivet har givet ham. Afsnittet er som sagt det bedste i bogen, og gør i sig selv bogen værd at læse. Men ellers er dens kvalitet, at den giver en fint billede af tresserne og halvfjerdserne, som et velkomment korrektiv til den i forvejen dybt mytologiserede periode. Hermed varmt anbefalet.