Der er hedengangne bands, jeg har savnet mere end andre. Et af disse bands er engelske Squeeze, der med Chris Difford & Glenn Tilbrooks intelligente poprocksange stod for noget af det bedste, engelsk musik kunne levere i sidste halvdel af halvfjerdserne. Slidstærke, melodiøse sange, der stadigvæk står stærkt i kraft melodierne og de jordnære, poetiske tekster, der fandt deres næring, saft og kraft i hverdagens banalitet. Nu er de så tilbage (for anden gang) og har udsendt et album, “Spot the Difference”, der består af 14 yderst loyale genindspilninger af kendte Squeeze-klassikere. Deraf titlen: Kan du høre forskel på nu og da?
Ideen til det nyindspilningerne opstod, da gruppen opdagede, at et stort internationalt ølfirma – Heineken -havde brugt en af deres sange – “Tempted” – i en reklame. Det viste sig, at sangskriverne end ikke havde ret til at sætte spørgsmålstegn ved denne brug af deres sang. De rettigheder var forsvundet med de små bogstaver i en eller anden kontrakt… Derfor besluttede bandet sig for at gå i studiet for at “generobre” sangene. Det viste sig at være svære end som sådan at genskabe lyden fra dengang. Teknologien har forandret sig radikalt. Men det lykkedes at finde de gamle instrumenter, højtalere osv. frem fra gemmerne.
Selv om der altså ikke er noget nyt under solen på pladen, så er der alligevel meget godt at lytte til. Squeeze lyder faktisk helt som dengang, de begyndte. Og sangene holder 100%. Hør nogle af dem her.
PS. I øvrigt planlægger gruppen at indspille nyt inden længe. Og der er også soloplader på vej fra de to sangskrivere.
@AagePK: Jeg troede, vi var enig om, at der ikke er nogen “racismeparagraf”!? 😉
Er det ikke på kanten af racisme-paragraffen at spotte nogen på grund af forskel?
😉