Søvnløshed er et symptom. Ikke kun for den enkelte, der lider under søvnløsheden, men for hele den moderne civilisation. Søvnløsheden er et mentalt symptom – ‘ tegn ‘ – der modsvarer den rastløshed, stundesløshed, der præger moderniteten.

I moderniteten arbejdes der konstant. Det samme er tilfældet i vores hjerner. Vi har svært ved at finde rast og ro. Selv i søvnen arbejder det ubevidste videre. Selv om natten går tingene ikke helt i stå. Der er maskiner, der kører uafbrudt. Lys , der brænder. Nogle går på arbejde, medens andre sover – eller forsøger at sove. Moderniteten er støjende og urolig. Det ligger i dens natur. Dens fremskridts- og fremtidsorienterede stræben. Dens begær efter vækst, forandring, udvikling osv. Derfor er der ikke rum til døden eller søvnen. Dødens tabuiseres ikke, som man ellers er tilbøjelig til at mene. Den fortrænges blot, skubbes til side, udgrænses – indtil den indfinder sig. Og søvnen, som kroppene ikke kan undvære, bliver et begæret objekt i al dettes ord dobbelthed. At begære er ikke at ville begære, ifølge en fransk psykoanalytiker. Vi vil (ikke) søvnen og holdes vågne, indtil søvnen alligevel overmander os.

I moderniteten er vi også forbrugere og sælgere. Som Zygmunt Bauman er inde på, så er vi mere konsumenter end producenter. Vi skal alle leve på markedet, hvor vi skal forbruge. Men er vi ikke også alle sælgere i en eller anden forstand? Ingen sælgere uden konsumenter og omvendt. Vi har alle noget at sælge. Fx vores arbejdskraft. Sælgeren er med andre ord en næsten arketypisk figur i det moderne.

Arthur Miller skrev et skuespil om denne figurs tragedie. I Bent Otto Hansens lille bog “Jeg kan ikke sove” møder vi netop en sælger, der ikke kan sove. En ung sælger, der lider af søvnløshed og derfor har svært ved at passe sit sælgerjob og sit liv i øvrigt. Derfor søger han hjælp på en anden person, der kaldes en “levende modspiller”. Det giver anledning til en række møder – fjorten i alt ‘ hvor de to snakker sammen. Fjorten dialoger, der dog mere ligner psykoanalytiske møder end egentlige samtaler. Ligheden med det psykoanalytiske session er mere end tilfældig. Selv om “analytikeren” snakker mere end den klassiske analyse foreskriver, så er der mere tale om en person, der lytter og kommenterer end en egentlig samtalepartner. Der er selvfølgelig også tale om overføring, som man siger i psykoanalysen.

Den unge man kommer troskyldigt til møderne (som han selv betaler for), selv om han irriteres og generes,fordi han formoder, at modspilleren har de svar, han søger. Men som han selv skal tale sig frem til.Og det går da også et stykke ad vejen efter den psykoanalytiske manual. Symptomet ‘ søvnløsheden ‘ forsvinder. Men blot for at blive erstattet af et andet. Den unge sælger begynder at græde.

Jeg skal ikke afsløre, hvordan den lille fortælling ender, for det ville svare til at afsløre, hvem morderen var i en kriminalroman. Og de to genrer ‘ psykoanalyse og kriminalromanen ‘ har jeg spændingsmomentet og afsløringen til fælles. Det er sådan set heller ikke det mest interessante. Det interessante er vejen derhen. Dialogen mellem sælgeren og hans modspiller er det vigtigste. Og den adskiller sig som nævnt fra diskursen i psykoanalysen. Faktisk minder den mere om dialogen i absurde teaterstykker, som vi kender dem fra fx Samuel Beckett, Eugene Onesco m.fl. Stykker, der jo netop også afspejler modernitetens tab af mening. Dens radikale meningsløshed. Den meningsløshed, der får os til at le, fordi latteren måske er det eneste adækvate svar, der er på den.

Sådan også i Bent Otto Hansens bog. Specielt i første del af bogen kunne jeg ikke lade være med at klukle over de absurde ordudvekslinger. Dermed har jeg også tangeret bogens ‘ fiktionens ‘ svaghed, som jeg læser den. Hvis udgangspunktet er den absurde humor, den befordrende og befriende galskab, så taber bogen højde hen mod slutningen, hvor alvoren tager over.

Uden at afsløre, hvordan det ender, så vil jeg mene, at udgangen er forudsigelig og pæn. En vis realisme melder sig, og det er lidt synd. Synes jeg. Der er jo netop tale om en “fiktion”, og i fiktionen behøver historien ikke at udvikle sig efter bogen. Lige som en analyse ikke behøver at ende med, at den analyserede bliver “kureret” for sine lidelser og bliver symptomfri. Faktisk er der mange kunstnere og forfattere, der har afbrudt deres analyse, fordi de ikke ville miste deres symtomer…

Men ‘ trods mit forbehold ‘ vil jeg godt anbefale jer at læse Bent Otto Hansen 60 sider lange fiktion. Så vil i bruge tiden bedre end i selskab med mange af de elendige krimier, der er i handlen.

PS. Bent Otto Hansens (også kendt som Beologen) bog kan bl.a. købes hos www.saxo.com.