Mange engelske bands tog en dukkert i den psykedeliske bølge, og mange gik i land igen, da det viste sig at være en kunstnerisk og – ikke mindst – kommerciel vandgang. Et af disse bands var goodtimerockerne Status Quo. Oprindeligt bestod kvartetten af Rod Lynes (tangenter), Alan Lancaster (bas), Francis Rossi (guitar) og John Coghlan (trommer), og i årene 1962-1967 kaldte de sig Spectres og fik brød på bordet ved at spille som backingband for amerikanske solister, der drog rundt og optrådte for de udstationerede amerikanske soldater. Et par singler blev det også til, men de skrev sig direkte ind i glemmebogen, hvorfra kun ihærdige samlere har fundet dem frem igen.
Så skyllede psychedeliaen ind over de britiske øer og Spectres, der også en meget kort periode forsøgte at kalde sig Traffic og Traffic Jam, blev til Status Quo og fik en hit med deres udgave af psykedelisk rock “Pictures of Matchstick Men”. Men en enkelt svale gør ingen sommer, og et enkelt singlehit er ikke nok til at holde en musikalsk karriere i gang, hvis der skal mere end fish and chips på menuen. Og selv om bandet fik indspillet et par ganske interessante psykedelisk inspirerede album – “Picturesque Matchstickable Messages from the Status Quo” (1968) og “Spare Parts” (1969) – så udeblev det egentlige gennembrud. Og med albummet “Ma Kelly’s Greasy Spoon” (1970) og opfølgeren “Dog of Two Head” (1971) redefinerede Status Quo sig som rockband med understregning af ordet rock. Opskriften var sådan set den gode gamle: Er der ikke andet, der lykkes, så prøv at vende tilbage til rødderne. Der er altid publikum til gammeldags rock og rul. På de sidste to omtalte plader kan man følge bandets forvandling til partyrockere – og det er en interessant proces. Her er et eksempel, hvor man både kan høre fremtiden og medlemmernes eksperimenteren med bl.a. folkrødderne.
Andre eksempler fra samme plade: Mean Girl – NaNaNa – Railroad – Something’s going on my Head – Someone’s learning