Hvis livet er en fortælling, så er det tidspunkt, hvor man bliver forældre – far eller mor – et point-of-no-return. Her pådrager man sig et ansvar og en kronisk bekymring, som man ikke kan løbe fra, selv om man ville. Og dem, der forsøger, slipper ikke godt fra det. Man bliver opgraderet generationsmæssigt. Pludselig er man ej længere – som man bildte sig ind – tidløs, generationsløs og udødelig. Man er ikke længere simpelthen ung. Men i en eller anden forstand voksen – omend ikke nødvendigvis moden.

I en tid, hvor det er moderne at fravælge børn for at realisere sig selv karrieremæssigt osv., eller hvor børn betragtes som et forbrugsgode, der skal passes ind i karriereplanlægningens timemanager, tabes blikket for det eksistentielle perspektiv, der ligger i denne begivenhed, at blive forælder. Og under byrden af lortebleer, madpakker, forældremøder osv. glemmes ofte den personlighedsudviklende gave, der ligger i, at man for første gang i sit liv tvinges til at koncentrere sig om et andet lille liv end ens eget.

Derfor er det forståeligt, at musikere – og kunstnere i det hele taget – kaster sig over emnet.

Troels Trier gjorde det med pladen Sange om Rosa (1975). Den kom, medens Triers band “Røde Mor” endnu var aktivt som Danmarks førende politiske rockband. Nogenlunde samtidig udkom Røde Mors dobbeltlivealbum “Betonhjertet”. Men der var ikke nogen modsætning mellem Rosa-pladen og de mere håndfast politiske udgivelser. Det private var også politisk, som man sagde dengang. Og som Troels var inde på i et interview i MM, så var enhver pladeudgivelse, enhver musikalsk udfoldelse – også dansktoppen – politisk i en eller anden forstand.

I sangene om Rosa kommer det politiske ind som en bekymring for det liv, Rosa vil komme til at leve i det tyvende århundrede og videre frem. En bekymring, Trier delte og deler med alle andre forældre, selv om de ikke nødvendigvis oplever og oplevede det som et politisk problem. Men først og fremmest er pladen gennemsyret af den overvældende faderkærlighed, som hovedpersonen gribes af, og som gennemstrømmer sange som “Nyfødt”, “Velkommen Engel”, “Når Solen Skinner” og “Besat af dig”. Det er let (som fader) at identificere sig med den voksne, maskulin følsomhed, der får frit løb her, men som allerede er at finde i de mere poetiske sange fra Røde Mor-kataloget. Der er noget rørende over at lytte til Trier med den rustne stemme og det halvfjerdserpolitiske machoimage fremstå som følsom, ja, nærmest blød mand!

Musikken, som også er lavet af Trier, er i meget gode hænder hos Egon Aagaard (harmonika), Peter Abrahamsen (guitar), Peter Ingemann (bas), Kim Menzer (fløjte, tenorsax), Peter Mogensen (trommer m.m.), Henrik Strube (el-guitar), Lars Trier (spansk guitar og rytmeguitar) og Birte Zander og Bette Crusell (kor). Lars Triers guitar giver musikken et klart anstrøg af spansk og latinamerikansk.

Men ellers ligger pladen i god forlængelse af Røde Mors rock med fokus på det akustiske. Måske som følge af temaet, så er der noget tidløst over denne plade, selv om den fremstår som meget tidstypisk i sit layout. Den holder stadigvæk.
PS. Du kan få pladen i nakken for en skilling nede i byen…