Når det kommer til blues. The Blues med stort blåt B. Så står fordommene i kø. At kun “sorte” med rødder i bomuldsmarkerne og – helst – helt tilbage på slaveskibene og det dybeste, sorte Afrika – kan spille og synge The Blues. Den rigtige, vaskeægte Blues. Der er selvfølgelig “hvide” undtagelser, som dog altid – eller næsten altid – lige skal mindes om, at de har bevæget sig ind på fremmed grund. Tressernes hvide R&B-bands i England hørte hele tiden for denne helligbrøde. Tænk blot på, hvad Eric Clapton har skullet høre for – på grund af sin næsegruse beundring for Mr. Johnson og de andre ikoner. Jovist, musikpuristerne har altid haft kronede dage. Hvad enten de stod med fødder i blues, jazz eller rock.
Og da Cyndi Lauper for nylig udsendte en plade med titlen “Memphis Blues” fik hun også læsterlige klø for det. Slant Magazine skrev, at blues ikke er a natural fit for Cyndi og gav pladen to ud af fem mulige stjerner. The Boston Globes anmelder havde også problemer med at få Cyndi til at passe ind i bluesfordommene og illustrerede det med en episode fra tegneserien “Far Side” af Gary Larson. Et ældre ægtepar fra det bedre borgerskab sidder i deres herskabsvilla. Og den perlekædebærende dame siger til sin mand ved klaveret: “Hvorfor spiller du ikke noget blues, Andrew?”

Coveret til pladen sender da også nogle helt forkerte signaler i forhold til bluesfordommene. Cyndi holder fast i sit pigede, lidt dullede, image, som har fulgt hende, siden hun i 1983 lancerede det imageskabende hit om pigerne, der bare vil have sjov i gaden. “Girls just wanna have fun“. Og siden har den nu 57-årige Lauper haft, hvad der i pressen kaldes, en slingrende kurs karrieremæssigt. Og hovedsagligt inden for mainstreamområdet. Selv har jeg på fornemmeren, at Lauper blot har gjort det, hun sang om dengang, nemlig: fulgt sine (musikalske) lyster.

Hvordan skal det så gå, når hun med sin notorisk kælne, men også udtryksfulde popstemme, bevæger sig ind i studiet og indspiller nogle klassiske bluessange – og får hjælp af folk som Allan Toussaint, Charlie Musselwhite, B. B. King og Ann Pebles? Hvis man forventer, at hun forsøger at gøre Billie Holliday kunsten efter, så tager man fejl. Cyndi synger med det næb, hun er udstyret med. Hun er sin egen, og hun er lige så kælen og fører sig frem som en kokette som sædvanlig. Men samtidig får hun vredet blues ud sine popskolede fraseringer. Man kan sagtens have the blues og give udtryk for den, selv om man er en frigjort, selvstændig, moderne kvinde med hang til dyre parfumer og fancy modetøj. Hør blot hendes udgave “Just Your Fool” og “Early in the Morning” på hendes myspaceside.

Tilbagespoling