Der er sange, der handler om sommeren. Og så er de sange, man bare forbinder med sommeren. En bestemt sommer eller sommeren i al almindelighed. Sådan har jeg det med en række af Leonard Cohens sange. For at være hel præcis: Sådan har jeg det med sangene på hans tre første studiealbums. Songs of Leonard Cohen…from a Room…of Love and Hate. De tre plader, der er som en trilogi for mig, kom ind i mit liv på et tidspunkt, hvor mit liv havde foretaget nogle gevaldige volter. Jeg havde afsluttet den trygge skolegang med studentereksamen, var flyttet hjemmefra, ja, var på alle ledder og kanter bragt ud af den fatning, der havde holdt sammen på mit unge liv indtil da. Leonard Cohen kendte jeg godt. Men det var først den sommer, jeg fik købt omtalte plader – hos Dandelion i århus blandt andet – og lod dem snurre på min B&O-grammofon.

Når jeg lytter til en sang som “So Long Marianne” fra debutpladen, så genfinder stemningen af en sensommerdag sig. Det er lyst. Solen kigger frem gennem de spredte skyer og sender sine varme stråler ned i nakken på en. Men der er også spæde tegn på, at sommeren inden længe vil slå over i efteråret. Og tristessen, melankolien, som er poeten Cohens trofaste følgesvend, nærmest driver fra sangteksten og den ret monotone melodi. Sangen er vist inspireret af Cohens møde med den smukke norske Marianne Jensen (Ihlen), som han levede sammen med en del år i tresserne. Men i poesiens transformation bliver sangen om Marianne en almen sang om den berusende, frydefulde, svære kærligheds ambivalenser mellem to- og ensomhed, symbiose og frihedstrang, varme og kulde. Med en semi-religiøs metaforik og skarpe poetiske sentenser (“I’m cold as a new razor blade”) beskrives kærligheden mellem mand og kvinde som noget, der er større end mennesket selv. Som en skæbne, man ikke kan unddrage sig, og hvis forløb og uafvendlighed, man ikke er eller kan være herre over. Det er smertende smukt. Som et digt hos Emil Aarestrup.

Come over to the window, my little darling,

I’d like to try to read your palm.

I used to think I was some kind of Gypsy boy

before I let you take me home.

Now so long, Marianne, it’s time that we began

to laugh and cry and cry and laugh about it all again.

Well you know that I love to live with you,

but you make me forget so very much.

I forget to pray for the angels

and then the angels forget to pray for us.

Now so long, Marianne, it’s time that we began …

We met when we were almost young

deep in the green lilac park.

You held on to me like I was a crucifix,

as we went kneeling through the dark.

Oh so long, Marianne, it’s time that we began …

Your letters they all say that you’re beside me now.

Then why do I feel alone?

I’m standing on a ledge and your fine spider web

is fastening my ankle to a stone.

Now so long, Marianne, it’s time that we began …

For now I need your hidden love.

I’m cold as a new razor blade.

You left when I told you I was curious,

I never said that I was brave.

Oh so long, Marianne, it’s time that we began …

Oh, you are really such a pretty one.

I see you’ve gone and changed your name again.

And just when I climbed this whole mountainside,

to wash my eyelids in the rain!

Oh so long, Marianne, it’s time that we began …