Denne uge skulle være sommerferiens højdepunkt. Halvdelen af danskerne er angiveligt på ferie. Selv skal jeg på job. Et job, der er mere usikkert end nogensinde. Krisen kradser. Og denne sommers dobbeltkarakter af solrig fryd og underliggende melankoli er mere udtalt end længe. Og temaet “sommersange” har haft denne dobbeltkarakter i sig – helt utilsigtet. Min sommer har været mere The Cure end The Beach Boys. Hvis I forstår.
The Cure – den melankolske gothrocks bannerførere – indspillede sangen “The Last Day of Summer” på albummet Bloodflowers (2000), afslutningen på den trilogi, der begyndte med hovedværket Pornography, og fortsatte på et andet hovedværk, Disintegration. I sangen om sommerens sidste dag er melankolien gledet helt over i de sorteste sortsyn, den skinbarlige nihilisme…der bliver båret frem af en let, svævende melodi, der bekræfter melankoliens konstans, men undsiger det totale mørke i tekstens univers. En af de flotteste Cure-sange, jeg kender….
Nothing I am
Nothing I dream
Nothing is new
Nothing I think or believe in or say
Nothing is true
It used to be so easy
I never even tried
Yeah it used to be so easy…
But the last day of summer
Never felt so cold
The last day of summer
Never felt so old
Never felt so…
All that I have
All that I hold
All that is wrong
All that I feel for or trust in or love
All that is gone
It used to be so easy
I never even tried
Yeah it used to be so easy…
But the last day of summer
Never felt so cold
The last day of summer
Never felt so old
The last day of summer
Never felt so cold
Never felt so…
@mb: Ja, Jimi var ikke melankoliker.
Jimi Hendrix er lidt mere optimistisk – han starter ogsÃ¥ ‘kold’ men bliver reddet af sin kæreste – Long, Hot Summer Night : http://www.youtube.com/watch?v=w9aX56j9oZg