I can’t seem to face up to the facts
I’m tense and nervous and I can’t relax
I can’t sleep ’cause my bed’s on fire
Don’t touch me I’m a real live wire

Psycho killer
Qu’est que c’est
Fa-fa-far better
Run, run, run, run, run, run, run, away
Oh, psycho killer
Qu’est que c’est
Fa-fa-far better
Run, run, run, run, run, run, run, away
Oh aey, aey, aey, aey, aey

You start a conversation you can’t even finish it
You’re talkin’ a lot, but you’re not sayin’ anything
When I have nothing to say, my lips are sealed
Say something once, why say it again?

Psycho killer
Qu’est que c’est
Fa-fa-far better
Run, run, run, run, run, run, run, away
Oh, psycho killer
Qu’est que c’est
Fa-fa-far better
Run, run, run, run, run, run, run, away
Oh aey, aey, aey, aey, aey

Ce que j’ai fais, ce soir la
Ce qu’elle a dit, ce soir la
Realisant mon espoir
Je me lance, vers la gloire, okay
Aey, aey, aey, aey, aey, aey, aey, aey
We are vain and we are blind
I hate people when they’re not polite

Psycho killer
Qu’est que c’est
Fa-fa-far better
Run, run, run, run, run, run, run, away
Oh oh, psycho killer
Qu’est que c’est
Fa-fa-far better
Run, run, run, run, run, run, run, away
Oh aey, aey, aey, aey, aey, woo

Oh, oh, oh, oh

Det er nok en overdrivelse at kalde Talking Heads debutalbum “Talking Heads: 77” for en åbenbaring. Men det føltes sådan, dengang i 1977, hvor jeg faldt over den i en nu nedlagt afdeling af FONA på Strøget i århus. Med sit knaldrøde cover sprang den i øjnene på mig, lige som musikken efterfølgende sprang på mig som et vildt dyr. Den første gennemlytning på grammofonen gav mig den der særlige kombinerede oplevelse af noget nyt og et dèja vu. Med deres særlige frenetiske blanding af metropol-avantgarde-artrock, funk, punk, pop, beat m.m. lød Snakkehovederne på samme tid genkendelige og dog som om de havde genopfundet det varme barbervand og den dybe tallerken. Og så var der Byrnes gale-genialske tekster, der befandt sig et sted mellem den meningsløse popsang og den avancerende modernistiske poesi. Psycho Killer/ Qu’est que c’est/ Fa-fa-far better/Run, run, run, run, run, run, run, away/Oh aey, aey, aey, aey, aey Psycho Killer er gjort af det samme stof som Kafkas prosa og den nihilistiske storbypoesi fra forrige århundrede. En sang om det moderne, sekulære livs balanceren på meningsløshedens dybe afgrund. Og slet ikke egnet til at blive et hit, som tilfældet var, selv om det kun blev et lille et.

Der er dage, hvor man bedre end andre dage kan identificere sig med Psycho Killer (og andre af Pladdernakkernes sange). Sådan en dag er dagen i dag for mig. Her er gruppen med en meget fin udgave musikudsendelsen Old Grey Whistle Test. Skru bare op og skrål med.