Herfra hvor jeg sidder ved den bærbare, kan jeg se sommerregnen falde med styrke. Og jeg kommer i tanke om Paul Verlaine smukke dig Il pleure dans mon coeur (Det regner i mit hjerte). Et digt, jeg fik et særligt forhold til, da jeg besøgte DDR (Berlin Ost) i min gymnasietid. Ved en tilfældighed kom jeg i kontakt med en belæst mand på en restaurant, og inden længe diskuterede vi Wolf Bierman og tyske digtere – og min ven, og senere penneven, blev ved med at inddrage de franske digtere. Måske et udtryk for den isolation, han og andre østtyskere befandt sig i dengang, muren endnu stod som en skamstøtte over en fejlslagen socialistisk udvikling. Lige siden har Verlaines digt været en del af min levende erindring – og det dukker op, ikke kun når det regner, men fx også når jeg går tur i byen eller bliver ramt af et vist mismod. I øvrigt mistede jeg forbindelsen til min tyske ven omkring tidspunktet for murens fald.

Il pleure dans mon coeur
Comme il pleut sur la ville ;
Quelle est cette langueur
Qui pénètre mon coeur ?

Ô bruit doux de la pluie
Par terre et sur les toits !
Pour un coeur qui s’ennuie,
Ô le chant de la pluie !

Il pleure sans raison
Dans ce coeur qui s’écoeure.
Quoi ! nulle trahison ?…
Ce deuil est sans raison.

C’est bien la pire peine
De ne savoir pourquoi
Sans amour et sans haine
Mon coeur a tant de peine !