And it’s one, two, three,

Whoopee! we’re all gonna die.

Man kan købe sig i armod i cd-bokse. Men hvis jeg ellers havde råd, ville jeg helt sikkert bruge 195 kriseramte euro (plus forsendelse) på den imposante udgivelse fra Bear Family Records med titlen “Next Stop is Vietnam 1961-2008“. På 13 cd’er – ialt 16 timer og 49 minutters lyd og musik og i en 304 sider stor bog dokumenteres den krig, der om nogen var med til at definere ungdomsoprøret i tresserne og halvfjerdserne: Vietnamkrigen. En krig, der for alvor førte krigen som fænomen ind i tv-mediet og dermed ind i det man kaldte “verdensopinionen”. En krig, der førte til et forsmædeligt og endnu traumatisk nederlag for USA, men også en krig, der leverede råstoffet til et utal af sange og film. Hvad udad tabes, skal indad vindes…
For min generation var Vietnamkrigen lærerig på mange måder. Først og fremmest politisk. Den begyndte som en kamp mellem en supermagt og et tredjeverdensland og blev hurtigt og naivt til en kamp mellem “de gode” og “de onde”. Et undertrykt folk har altid ret, som maksimen lød i de år. Siden viste det sig så, at de undertrykte også kunne undertrykke (i krigen mod Cambodianerne), og grænserne mellem sort og hvidt, godt og ondt flød ud – og tilbage var blot krigens generelle absurditet. Det ændrer dog ikke ved, at sangene og musikken, der blev lavet i protest mod krigen i østasien, var drevet en ærligt følt indignation, der blev delt af mange unge uanset social eller politisk observans. Og der blev skrevet mange fine sange, der holder den dag i dag.

Donovan – Andy’s Love Concert (1969)