Vi er sådan cirka midt i den såkaldte “agurketid”. Det vil sige den tid, hvor journalister og medier holder ferie, og medieforbrugerne derfor kan spises af med underlødige nyheder. Men det er også en tid, hvor politikerne har for vane at luftige kritik og tanker, der ville have svært ved at få deres gang på jorden, når agurkerne er høstet. Det er for eksempel den tid, hvor Pia Kjærsgaard fremfører sin ceremonielle kritik af den regering, som hun eller støtter i tykt og tyndt. Og ingen tager kritikken for mere end hvad den er: en rituel handling, der mest af alt er til indvortes brug.

I den forgangne uge sendte Venstres integrationsordfører Kristian Lauritzen en prøveballon op. Han foreslog, at man skulle indføre en såkaldt “indslusningsløn” for indvandrere. Tanken er, at indvandrere skal have en lavere løn end andre, så de kan komme “ind på arbejdsmarkedet”,  som det hedder. Venstres egen integrationsminister har allerede lagt afstand til ideen, som hun – Birthe Rønn – med forsigtigt ministeriel ordvalg kalder “ikke sympatisk”. Det må vel siges at være en underdrivelse. For, hvad Lauritzen fremfører, er den rene skinbarlige diskrimination. Hvilket en række udspurgte indvandrere i DRs tv-avis også samstemmende anførte. Lauritzens argument er, at fordi man ikke endnu har styr på den såkaldte “integration” (hvilket man reelt set aldrig har haft fra politisk hold…), så skal man diskriminere indvandrerne. Ser vi bort fra, at dette løntrykkeri sandsynligvis ikke vil blive en succes på det danske arbejdsmarked, så er der tale om en logik, hvor målet helliger midlet. Lauritzen ofrer demokratiske ligestillingsidealer i integrationens hellige navn. Hvis man tager ham på ordet. Følger man Lauritzens målet-helliger-midlet, så kan man også forsvare den kønsbestemte uligeløn med henvisning til, at lavere løn kan holde kvinder på arbejdsmarkedet til trods for, at de bliver gravide, får børn og har mange af børnenes første sygedage. Og i den dur.

Løfter vi lige blikket fra den verserende diskussion om Lauritzens forslag, så er der også grund til at spørge, om forslaget kun har det formål at forbedre integrationen? Eller om der er tale om endnu et forsøg på at undergrave den ofte roste danske arbejdsmarkedsmodel? Vi husker alle forringelserne af dagpengeordningen. Vi husker også, hvordan fagforeningerne måtte kæmpe en brav kamp mod polske løntrykkere – uden den store opbakning fra regeringspartierne. Og så videre. Set i den sammenhæng må man spørge, om Lauritzens sommeragurk ikke snarere er en endnu et missil afsendt på den ofte roste danske arbejdsmarkedsmodel og de demokratiske principper, den indeholder?