I forlængelse af fodboldkampen, hvor spanierne gav det lovende unge, tyske landshold en lektion i dekonstruerende presfodbold, artistiske driblerier og overrumblende afleveringer, så kastede jeg mig over Woody Allens “Whatever Works” (2009), som har fået den flade danske titel “Mig og Melody”.
Filmen lægger sig fint i slipstrømmen af Allens mange New Yorker-komedier. En variation over temaer, som allerede blev behandlet i de tidlige hovedværker fra halvfjerdserne, “Annie Hall” og “Manhattan”. Kærlighedsforviklinger og eksistentielle kvaler i den moderne, sekulariserede storby blandt mennesker fra den bedrestillede middelklasse.

Hovedpersonen er Boris Yellnikoff (Larry David), en (i egne øjne) genial fysiker, der er gennemtvangsneurotisk (synger fødselsdagssang, hver gang han vasker hænder…) og påtaget kynisk i sit forhold til andre mennesker og verden i almindelighed. Han er om ikke Allens alter ego, så dog kalkeret over den type selvovervurderende, hypokondriske, lattervækkende, konstant snakkende mandspersoner, som Woody ofte har portrætteret.
Boris lever alene efter et mislykket ægteskab og et lige så mislykket selvmordsforsøg, hvis eneste resultat var en hinken, som han så siden har kunne kværulere over. Ind i Boris’ verden kommer så den purunge Melody St. Ann Celestine (Evan Rachel Wood), der er på flugt fra sine gale, religiøse forældre. Melody er Boris’ diametrale modsætning. Hun er ung, køn, uvidende, naiv, men slet ikke så dum, som Boris i første omgang vil gøre hende til. Og det går selvfølgelig, som det skal, når modsætninger mødes i kønslivet. En slags kærlighed opstår.

Mere om handlingen vil jeg ikke afsløre. For ægteskabsindgåelsen mellem de to umage personer er egentlig kun det point of no return, hvorfra historien for alvor tager sin begyndelse og løber ud i en række morsomme, absurde optrin og hændelser.
Som altid hos Allen, så er det en historie om, hvordan kærlighedslivet forfører og spiller sine puds med de kontrolsyge, rationelle storbymennesker og sender dem steder hen, hvor de ikke troede, de skulle hen. Og undervejs kværner en oplagt, analyserede, diskuterende, ræsonnerende osv. talestrøm og dialog, der dårligt nok lader sig stoppe af et kys.
Som titlen antyder, så er det en film om de tilfældigheder og ustyrligheder i livet, der kan være med til at gøre livet meningsfuldt – i hvert fald for en tid. Den unge, umiddelbare Melody forfører Boris’ i den grad, at hans sortsyn og kynisme til hans egen overraskelse smuldrer lige så langsomt. En livsoptimistisk film af den aldrende Woody Allen, der ellers selv ynder at fremstå som pessimist i medierne…
Anbefales enhver Allen-fan og andre, der trænger til intelligent underholdning i sommervarmen.