Dengang Beatlemania greb om sig i det tidlige tressere, skulle man helst også have en favorit blandt de fire mopheads. I hvert fald havde pigerne deres drømmefyr. Mange af mine skolekammerater af hunkøn sukkede dybt og vendte det hvide ud af øjnene, når charmetrolden Paul smilede til dem fra fotografierne, andre havde en unævnelig flair for bissen John, som var lidt ubehøvlet og fræk. George var mere stille og tilbagetrukket, og tiltrak piger, der var lige så reserverede. I hvert fald, som jeg husker det. Og så var der Ringo. Han havde også en håndfuld faste kvindelige tilhængere. Og så mig.
For min sympati var med Ringo fra første slag på stortrommen. Ringo var og forblev den rolige sol i Beatles solsystem. Det var ham, der med sin stille humor, sin uimponerethed, sine fyndige bemærkninger var garanten for, at de andre planeter – især John og Paul – ikke kom helt ud af kurs. Lige som hans undervurderede trommespil var det næsten umærkelige fundament, som Lennons, Mccartneys og Harrisons fabelagtige sange rejste sig på. Hvor god en trommeslager Ringo egentlig var – og er – blev jeg først rigtig bevidst om mange år, efter at Beatlemania var klinget af. Dels i en radioudsendelse på P3, hvor Kaspar Winding med tydelig respekt fremhævede Ringos særlige beat og stabilitet. Og senere igen, hvor Peder Bastian brugte Ringo som eksempel på sine musikfænomenologiske pointer i forbindelse med Ind I Musikken.
I dag har Ringo sit All Stars orkester, som han turnerer med. Her hyrer han de allerbedste musikere og realiserer en gammel drøm. Det er ikke så ringe endda.
Torben har skrevet en fin krønike over Ringos liv – “Han har ageret naturligt i 70 år” – læs den lige her.
Fotoet her er en sjældenhed, der viser Ringo i et Viking fly i 1963. Alle rettigheder tilhører Daily Mail og Zuma Press.