Genbrug er ikke et nyt fænomen i rocken og poppen. Faktisk genbruges der hele tiden. Der øses af halvtredsernes, tressernes, halvfjerdsernes musikalske stilarter (osv.) i et væk. Heller ikke idéen med at skabe et band ud af ingenting er ny. The Monkees blev til på et skrivebord. The Sex Pistols var mere eller mindre et skørt påfund i Malcolm Mclarens hjerne. Bare som eksempler. Et nyere eksempel på et sådan innovation eller produktudvikling er den britiske indiepop-pigegruppe The Pipettes. Som navnet mere end antyder, så er inspirationen hentet i tressernes pigegrupper, og det var sangskriveren og guitaristen Robert William Barrys idé at lave en pigegruppe à la dem, Phil Spector producerede, og så give gruppen en moderne iscenesættelse. Gruppen blev skabt i 2003, hvor Barry, kaldet “Monster Bobby”, førte Julia Clarke-Lowes, Rose Elinor Dougall og Rebecca Stephens sammen. Inden debutalbummet “We are the Pipettes” kom på gaden i 2006 havde Clarke-Lowes forladt gruppen og var blevet erstattet Gwenno Saunders. Og i dag består gruppen af sidstnævnte og dennes søster Ani Saunders. Bag pigerne spiller Monter Bobbys gruppe The Cassettes.
Gruppen The Pipettes markedsføres som pigegruppe, iscenesat så man ikke kan undgå at tænke på tresserne. Tøjet, pladeomslagene, videoerne signalerer tressere i en mere udspekuleret, strømlinet udgave.
The Pipettes er altså et koncept. Et hjernefoster. Men derfor kan det selvfølgelig godt have sin charme, hvis ellers det er udført med talent og sans for nostalgien. Her er Pipettes med “Call Me”, et singleudspil fra deres andet album fra 2010 “Earth vs. The Pipettes”. Ganske charmerende.