Der var fruen, der inviterede sig selv og undertegnede i biografen. Og heldigvis var der ikke andet, vi kunne finde behag i denne lørdag end Lone Scherfigs An Education. Min medblogger Uffe har for længe siden refereret filmen udførligt, så det vi jeg her undlade og i stedet bifalde Uffes anbefaling. Gå ind og se den film, hvis du ikke allerede har gjort det!
An Education er en film, der for en overfladisk betragtning ikke syner af meget. En umulig kærlighedshistorie mellem et 16-årig kløgtigt, drømmerisk pigebarn og en noget ældre charmerende fusentast. De to er på enhver måde hinandens modsætninger (og derfor opstår den søde musik, som bekendt): uddannelsesmæssigt, familiært, erfaringsmæssigt osv. Og det ligger næsten i kortene, at det ikke kan ende lykkeligt – i hvert fald ikke på kærlighedens plan. Selve historien er ikke synderlig original. Faktisk temmelig banal.
Men det er lige netop i fremstillingen af banaliteten, Lone Scherfig viser sit mesterskab som instruktør. Det gjorde hun allerede anslagsvis i sin debutfilm fra 1990 “Kajs fødselsdag” og demonstrerede det overbevisende i sin succesfilm “Italiensk for begyndere” ti år senere.
Som i “Italiensk for begyndere” formår Scherfig i “An Education” at skildre forelskelsen og kærligheden på en hudløs hverdagsnær tragi-komisk facon med en empatisk sans for usikkerheden, det uudtalte, underforståede, subtile i forholdet mellem mennesker. Hos Scherfig er et blik, en tøven, en accentuering ladet med betydning. Hun er en mester i at fremstille sine personer som de amatører, ja, begyndere de er, når det drejer sig om kærligheden.
Fremstillingen hjælpes selvfølgelig på rette vej med et træfsikkert valg af skuespillere i de centrale roller. Carey Mulligan er med sit kropssprog, sin levende mimik og ubesværede replikhåndtering et fund som den latent oprørske, skarptungede skolepige, Jenny. Og som hendes mandlige modstykke er Peter Sarsgaard (David) inkarnationen af forførende charme på en grund af mystik.

Men også birollerne er virkelig godt besat. Alfred Molina (kendt fra bl.a. Chocolat) som Jennys fader giver et tåkrummende portræt af en ambitiøs, autoritær faderskikkelse, der først ikke kan se, hvad der er datterens bedste, før det er for sent. Og Cara Seymour som Jennys moder formår med de få scener, hun har, at skildre en moder, der intuitivt forstår datterens længsler, samtidig med, at hun ligger søvnløs, når Jenny er ude i virkeligheden.
Nævnes skal også Emma Thompsons prægtige fortolkning af den kvindelige skoleinspektør, der trods sin velformulerede moralske slagsfærdighed kommer til kort over for Jennys oprørske afsløring af det beståendes tomhed, og Olivia Williams som lærerinden Miss Stubbs, hvis interesse for Jennys karriere er drevet af mere end faglige og pædagogiske interesser.

An Education er kort sagt en lille stor film. En film, der ikke gør meget væsen af sig – i modsætning til  mange amerikanske kærlighedskomedier – men er en berigende oplevelse for et opmærksomt publikum.