Help, I need somebody,
Help, not just anybody,
Help, you know I need someone, help.

When I was younger, so much younger than today,
I never needed anybody’s help in any way.
But now these days are gone, I’m not so self
assured,
Now I find I’ve changed my mind and opened up the
doors.

Help me if you can, I’m feeling down
And I do appreciate you being round.
Help me, get my feet back on the ground,
Won’t you please, please help me.

And now my life has changed in oh so many ways,
My independence seems to vanish in the haze.
But every now and then I feel so insecure,
I know that I just need you like I’ve never done
before.

Help me if you can, I’m feeling down
And I do appreciate you being round.
Help me, get my feet back on the ground,
Won’t you please, please help me.

When I was younger, so much younger than today,
I never needed anybody’s help in any way.
But now these daya are gone, I’m not so self
assured,
Now I find I’ve changed my mind and opened up the
doors.

Help me if you can, I’m feeling down
And I do appreciate you being round.
Help me, get my feet back on the ground,
Won’t you please, please help me, help me, help
me, oh.

Det var med Beatles’ album “Help” fænomenet stereo kom ind i mit spirende audiofile univers. Ikke som en lydoplevelse, men som et midlertidigt teknisk problem. Min moder måtte ringe til Jaspers Radio for at få afklaret om den indkøbte stereoplade nu også kunne afspilles uden problemer på min grønne rejsegrammofon. Og det mente pladebutikken nok, den kunne. Og eftersom grammofonen var koblet til mine forældres gamle, brune rørmodtager var det musikalske udbytte under alle omstændigheder i mono.

Og The Beatles (og al anden beat og pop) forblev et monofænomen for mig frem til 1970, hvor jeg blev den lykkelige ejer af en Beomaster 1400K med indbyggede 2 x 15W-trykkammerhøjtalere. Og i Beatlemaniatidsregningen vil det sige frem til udgivelsesåret for Beatles allersidste album “Let it be”, som jeg i øvrigt først kom til at eje mange år senere. Beatles har  med andre ord altid været MONO for mig.

Med Beatles Remaster-udgavens monoboks har udgiverne taget højde for lyttenes hang til begge formater, idet cd’er både indeholder mono- og stereoversioner. Fint nok.

Help! var opfølgeren til Beatles For Sale og leverede sangene til den anden Beatlesfilm af Richard Lester. Selv om den danske (og engelske) udgave af “Help!” nogle steder omtales som “soundtrack”, så er det lidt misvisende. Der er snarere tale om et regulært album, hvis sange indgår i filmen. Den amerikanske udgave derimod indholder derimod orkestermusik fra filmen, og kan derfor med større rigtighed betragtes som soundtrack.
Help! indholder 14 sange, hvoraf de alle – med undtagelse af Morrison/Russell-nummeret “Act Naturally”, som Ringo synger og Williams’ “Dizzy Miss Lizzy” – er skrevet af Lennon/Mccartney og George Harrison.

I forhold til de foregående plader er gruppens tekst og musik modnet. På tekstsiden illustreres det eksempelvis af sangene “Help!” og “You’ve got to hide your Love”. Som den franske filosof Michel Serres engang fremhævede i damebladet Marie Claire, så var Beatles’ budskab først og fremmest: kærligheden. Og eftersom de dominerede tresserne musikalsk, så var det et tema, der klæbede til det årti. På Help! er kærlighedssangene også i overtal. Men man mærker, at en vis melankoli har sneget sig ind, og kærligheden er ikke længere kun ungdommens hjerte-smerte-lyrik. Selv om de fire Beatlesmedlemmer kun var midt i tyverne.

Help! er blevet taget til indtægt for såvel John Lennons personlige problemer på det tidspunkt og for gruppens situation som jaget vildt. Men først og fremmest fremstår den som en almen sang om den ensomhed og usikkerhed, der kan afløse ungdommens selv- og skråsikkerhed på kærlighedens bane. Og det “Jeg”, der taler kan i princippet være dig, mig eller John Lennon.

Here I stand head in hand
Turn my face to the wall
If she’s gone I can’t go on
Feelin’ two-foot small

Everywhere people stare
Each and every day
I can see them laugh at me
And I hear them say

Hey you’ve got to hide your love away
Hey you’ve got to hide your love away

How could I even try
I can never win
Hearing them, seeing them
In the state I’m in

How could she say to me
Love will find a way
Gather round all you clowns
Let me hear you say

Hey you’ve got to hide your love away
Hey you’ve got to hide your love away

Også You’ve got to hide your Love har fokus på kærlighedslivets omkostninger. Den ugengældte, skamfulde kærlighed, som skal skjules. Sangen er blevet fortolket som en sang for homoseksuelle, men det er en reduktion af sangen, der som “Help!” netop besidder den personlige almenhed, der gør sangen til poesi, til kunst. I øvrigt fremføres sangen i et rent akustisk arrangement, der ikke er uden inspiration fra en vis hr. Bob Dylan.

Musikalsk er der også fremskridt at spore. Nye instrumenter inddrages. Strygerne på “Yesterday”, el-klaver (“The Night Before”, “You Like Me To Much”), wah-wah-pedalen på Harrisons guitar (“I Need You”) m.m. Og så har pladen mange højkvalitetssange. Lige fra rock’n roll-stykket “Ticket to Ride” med sine ringlende guitarriffs og frempiskende rytme af trommer, tambourin og håndklap til den fødste klassiske ballade “Yesterday”, der havde alle de kvaliteter, der skulle til for at gøre Beatles til mere end et ungdomsfænomen. Med Yesterday åbnede Lennon/Mccartney forældregenerationens ører. “Ticket to Ride” er i øvrigt en sang, der understregede, at Beatles ikke længere behøvede at spille rock-klassikere for at rocke (selv om de gør det med den forrygende udgave af Dizzy Miss Lizzy).

I det hele taget er det tydeligt, at sangskrivertalentet – ikke alene Lennon og Mccartneys, men så sandelig også Harrisons – blomstrer på dette tidspunkt. Ubesværede, iørefaldende popsange rystes ud af ærmet og får opfindsomme arrangementer (især i kraft af Mccartneys evner på området).