Uden talentspejderen ville pop- og rockmusikken bestemt have set anderledes ud. Ofte har begrebet “talentspejder” været lidt belastet. Det har lugtet af jagten på hurtige penge. Folk, der har levet af at hjemsøge spillestederne og opdyrke musikernes netværk for at fodre en hungrende musikindustri med salgbar musik.

Men så er der også den anden type. Folk som Alexis Korner og dennes elev John Mayall, der begge har haft et særligt talent for at finde unge musikere med potentiale.

Den nu 76-årige John Mayall voksede op i et musikalsk miljø. Faderen spillede guitar og elskede blues og jazz. Og den unge John lærte hurtigt at traktere diverse instrumenter. Den professionelle karriere som musiker begyndte for alvor i 1962, hvor han blev medlem af The Blues Syndicate, og nestoren Alexis Korner overtalte Mayall til at gøre musikken til en levevej. året efter blev Blues Syndicate til Blues Breakers, og Mayall den reelle leder af bandet. Gruppen fik job på in-stedet Marquee Club, og det lykkedes også for John Mayall at få en pladekontrakt. I december 1964 indspilledes John Mayall Plays John Mayall, en liveplade optaget på spillestedet Klook’s Kleek. Pladen udsendtes året efter.

1965 var i det hele taget det år, hvor det for alvor begyndte at sne for Mayall, dvs. hvor hans kommende ry som mester i sidemandsoplæring blev grundlagt. Og det skyldtes i første omgang en ung, ambitiøs guitarist ved navn Eric Clapton, som erstattede Blues Breakers daværende guitarist, Roger Dean, i april måned. At Clapton var en stjerne i svøb var Mayall ikke i tvivl om, og det unge guitares var med til at gøre Blues Breakers til talk of the town. Claptons stjernestatus blev også understreget, da gruppen indspillede albummet Blues Breakers with Eric Clapton. Pladen blev en succes og en født klassiker.

Vist nok til John Mayalls store fortrydelse, så søgte Eric Clapton hurtigt videre mod andre og større musikalske mål (i første omgang i form at powertrioen Cream). Men Mayall fandt dog kort tid efter en fuldgyldig erstatning i Peter Green, der fik sat sit spor med albummet A Hard Road (1967), hvor også John McVie og Aynsley Dunbar medvirkede. Også denne plade blev et solidt hit for Blues Breakers.

Siden gik det så slag i slag med Blues Breakers. Gruppen var mere en workshop for alskens talenter end en fasttømret gruppe. Og Mayall var med til at forme en række fremtrædende musikere. Blandt andet: Jack Bruce, Mick Fleetwood, Mick Taylor, Don “Sugarcane” Harris, Harvey Mandel, Larry Taylor, Hughie Flint, Jon Hiseman, Dick Heckstall-Smith, Walter Trout og Coco Montoya. Blot for at nævne nogle af dem.

Selv om man skal vare sig for at overvurdere Mayalls betydning, så er der næppe tvivl om, at hans tilstedeværelse i (især) tresserne og halvfjerdserne var med til at give masser af næring til det R&B-miljø, som den britiske beatmusik levede højt på.

John Mayall er så vidt vides stadigvæk aktiv, selv om han har truet med at drosle ned. Og nu udkommer der (omsider, må man nok sige) et retrospektivt bokssæt, der med et udvalg af 74 numre dokumenterer mandens musikalske løbebane, som strækker sig over fem årtier. Titlen på de fire cd’er er meget passende So Many Roads.

John Mayall’s Blues Breakers with Eric Clapton – All Your Love