Det er næppe forbigået ret manges opmærksomhed (jeg ser lige bort fra dem, der kun ser VM i fodbold…), at emnet sort arbejde har haft topprioritet i de danske medier. Rockwoolfondens forskningsenhed fremlagde resultaterne af sin undersøgelse af sort arbejde, og den viste, at 52% af danskerne har købt sort arbejde inden for det sidste år – og at yderligere 28% er villige til at gøre det. Så er vi oppe på 80% og må kalde sort arbejde en danske folkesport, der er mere populær end fodbold. Sagen om det sorte arbejde fik yderligere næring, da skatteministerens task force snuppede en række velhavende borgere i Nordsjælland, som kørte rundt i dyre biler, som de ikke havde betalt registreringsafgift af eller havde lavet skattefusk med. 11 millioner blev der krævet ind på én dag. Og så kom sagen om Helle Thorning Schmidts mand, der bor og arbejder i Schweiz, men (måske) ikke betaler nok i skat herhjemme, hvor han har sin familie. Den sidste sag har nok ikke meget med det sorte arbejde at gøre, men med den skattetænkning, der ligger under hele diskussionen omkring det sorte arbejde.

Præmissen for den slet skjulte forargelse over, at andre benytter sig af sort arbejde, er, at vi alle – og især andre – skal betale vores skat for velfærdsstatens skyld. Men virkeligheden er anderledes. Omfanget af sort arbejde har ikke ændret sig væsentligt siden midten af 1990’erne. Og vi må erkende, at “måneskinsarbejde”, som det så poetisk kaldes, er en accepteret, omend ulovlig, social adfærd i alle lag af det danske samfund. Spørgmålet er så: Hvorfor? Eller rettere: Hvorfor er det ikke lykkedes politikerne at minimere det sorte arbejde? Min påstand vil være, at den siddende borgerlige regering selv har givet næring til denne asociale adfærd på skatteområdet med en skattepolitik, der er gået på melodunten, at vi “har verdens højeste skattetryk her i landet” (og derfor har vi indført et “skattestop”, samtidig med at vi beskatter i form af alskens afgifter osv.), at “skattelettelser” fremmer arbejdslysten og dermed væksten (og derfor giver vi lettelserne til de rigeste i samfundet) og at pengene “har det bedst i borgernes lommer”. Kort sagt så bygger danskernes sorte arbejde på nøjagtig den samme dobbeltmoral som den officielle borgerlige skattepolitik. Lige som det er den samme dobbeltmoral, der gør sig gældende, når danskerne på den ene side ikke vil betale mere i skat, men samtidig brokker sig over, at den offentlige sektor ikke tilfredsstiller deres mange behov.

Den politiske dobbeltmoral i fri dressur kan man opleve ved at lytte til gårsdagens udgave af P1 Debat, hvor man bl.a. kunne høre Venstres Karsten Lauritzen fordømme bistandsklienters og lediges supplerende sorte arbejde, men tage afstand fra en generel kontrol med erhvervsdrivendes fusk med lønsedler osv.