I denne uge er det nøjagtig 35 år siden, Steven Spielberg lancerede sin boxofficehit-gyser “Jaws”. Forlægget var Peter Benchleys roman fra året før.

Spielberg, der havde øvet sig i thrillergenren med Sugarland Express og Duellen kendte sin filmhistorie (ikke mindst Hitchcock) godt nok til at vide, at publikum ikke ville blive særlig forskrækket over en præ-computeranimations-kunststofhaj, men at forudanelser, antydninger og andre suspense-teknikker plus en stemningsskabende musikalsk baggrund (af John Williams) var det, der skulle til for at få folk frem i sædet og op.

Det lykkedes Spielberg at skabe en film, der i kraft af sin talentfulde udnyttelse af den nærmest mytologiske skræk for hajer og en psykologisk funderet iscenesættelse af det åndeløse, isnende gys, skrev sig ind i gyserfilmens række af klassikere. En film, der både kan ses som en banal horrorfilm en fredag aften og som en allegorisk fortælling om det moderne menneske og det fortrængtes tilbagekomst – på et psykologisk og kulturelt plan.

Måske man skulle finde den frem fra reolen.

Were gonna need a bigger Boat!