På omslagets fotos ligner han mest af alt Gravballemandens nutidige, levende fætter. Den 63-årige, velholdte, senede Iggy Pop, der bærer øgenavnet “The Godfather of Punk”. Gudfader eller bedstefar kan komme ud på ét, men kælenavnene fortæller noget om, hvilken rockboldgade, vi befinder os i. I rockens rendesten, hvor volumenknappen er skruet helt i bund og svedige, beskidte, primitive guitarriffs er vigtigere end melodisk skønsang.

Albummet “Skull Ring ” (2003), som jeg fandt i det lokale biblioteks udsalgskasse, markerer endnu en slags come back eller genoprejsning for den gamle Stooges-forsanger, der har haft sine ups and downs gennem årene. Og interessant nok er det på denne plade, man kan høre Pops første samarbejde med sine gamle Stoogesvenner siden 1973, hvor de indspillede klassikeren Raw Power. Selv om de fire numre med Stooges ikke helt kan leve op til fortidens bedrifter, så overbeviser de på den anden side lytteren om, at navnet Stooges er garant for, at rocken ikke er død og får en regulær vitaminindsprøjtning af primal punkrock.
Med på pladen har Iggy også sit nye band The Trolls, Green Day, M41 og sangerinden Peaches (Merrill Beth Nisker), som er kendt for sine frimodige, ja, frivole tekster om seksuelle emner (fx på albummet Fatherfucker). Det er med til at give med til at give pladen variation i udtrykket og forhindre at projektet ender i punkrockens største faldgrube: den larmende monotoni.

En hel times højoktan punkrock byder pladen på (med et par “ballader” iblandet). At lytte til pladen er en påmindelse om, at vi altid kan vende tilbage til garagens elementære rock og rul, når musikbranchen sander til i teknofetishisme og musikalske prætentioner.

Iggy Pop – Private Hell – Mere af samme skuffe.