Omtalen af duoen Sonny & Chers debutalbum “Look at us” fik mig til at låne opfølgeren “The Wondrous World Of Sonny & Cher” (1966) på biblioteket. Begge album er genudgivet med de obligatoriske ekstranumre. The Wondrous World bærer undertitlen: In The Enchanted Spectorian Forest. Og som tilfældet var med debutpladen, så er Sonny Bonos produktion klart inspireret af Phil Spectors Wall of Sound med rigelig brug af koklokker og lignende kling-klang. Ja, faktisk i endnu mere udpræget grad end i første ombæring.
Ellers er konceptet fra pladen stort set det samme som året før. Bortset fra tre sange af Bono selv (“But You’re Mine”, “I Look For You” og “Laugh At Me”), så består pladen af sange der  har bestået holdbarhedstesten ( fx Gershwins “Summertime”, Bert Russels “Tell Him”, som The Exciters gjorde til et hit, Sam Cookes “Bring it on home”, Ray Davies “Set me Free” og Johnny Otis’ “So fine”). Det nærmeste man kommer et overraskende valg er Chris Whites “Leave me be”. Igen er det Cher, der trækker det vokale læs. Sonny fungerer bedst, når han synger duet med Cher. Nogen stor sanger har han aldrig været. Men det er en charmerende plade, der oser langt væk af tresserne. Rigtige hits rummer albummet ikke, men i enhver forstand letbenede poprockudgaver af den mange solide sange fra andre komponisters kataloger.