Jeg læser om The Beatles, og en af de ting, der (igen) gør et stort indtryk på mig, er gruppens flid og arbejdssomhed. Antallet af koncert i årene omkring deres gennembrud i 1963 er slet og ret imponerende. Som tidligere nævnt i forbindelse med omtalen af albummet Beatles For Sale, så var bandets medlemmer – med George Martins ord – “krigstrætte”, fordi de havde arbejdet som “sindsyge” (Hertsgaard) i 1963 og 1964 . Der kan ikke herske megen tvivl om at læretiden i The Cavern (hvor de angiveligt spillede 292 gange), i det hamburgske minefelt, hvor de stort set spillede non-stop, kombineret med et højt ambitionsniveau er væsentlige forudsætninger for den Beatlemania, de udløste efter gennembruddet.

Men selvfølgelig var de unge mænd, og der var også plads til lidt fest og ballade – og piger. Til mandemagazinet The Shortlist (med den charmerende slogan: For Men With More Then One Thing On Their Mind..) fortæller Macca i anledning af fødselsdagen, at der da blev festet lidt, men at de kun ved en fejltagelse kom til at spille beruset på scenen: “du havde tre shows om aftenen [i Hamborg] og efter det tredje kunne du feste lidt. Men så fik du at vide, at du havde et fjerde show. Så jeg kommer i tanke om at John en gang kom ind iført underbukser og et toiletsæde rundt om halsen.[…] Det var ret vildt dengang. Du var ung og kunne klare det. Men vi var en ret ædruelig flok sammenlignet med nogle af de andre gutter. Vi var så smadrede af al det arbejde, at vi først og fremmest sov. Jeg husker, at en modeskaber fortalte mig om en fest, hun var til, hvor John kom ind og var begejstret og sådan. Så fandt han en seng og lagde sig til at sove. Og det kunne jeg godt forstå. Men vi havde det sjovt.” (frit oversat af undertegnede).

A Hard Day’s Night – We can WORK it out