Tresserne var på mange måder uskyldens år. Og det var også det årti, hvor uskylden blev taget. I flere omgange. Det var i de år, rockmusikken fik ambitioner – politiske, kunstneriske osv. Og undervejs var der nok nogen, der glemte rockens udgangspunkt og eksistensbetingelse. Rocken som vor fader og bedstefar lavede den havde til formål at få unge mennesker ud på dansegulvet, glemme hverdagens bøvl og ballade og – måske – finde en at tage med hjem under dynen. Rocken var – akkurat som den klassiske musik på Mozarts tid! – en brugskunst. Den havde et formål.

Dette synspunkt skal ikke forstås som en banalisering af rocken. Der er ikke nogen modsætning mellem kunstnerisk kvalitet og funktion på den led. Blues bliver ikke ringere af at være den sorte mands adspredelse og ventil for frustrationerne i et hårdt og arbejdsomt liv.

Men i musikkritikken møder man – som jeg har været inde få flere gange – en vis blasert ringeagt for kunstnere, der “bare” vil underholde, bare vil “spille op til dans”, “bare” vil spille sange, man kan synge med på og danse til. Et aktuelt, men bestemt ikke enestående, eksempel på den form for kritik er Jan Opstrup Poulsens anmeldelse af Steve Miller Bands nye udspil “Bingo!”. Pladen får en lunken anmeldelse på tre ud af seks mulige stjerner, fordi Steve Miller “ikke har noget nyt på hjerte”. Miller har indspillet nogle “yndlingsnumre fra skoletiden”, og selv om Opstrup ikke kan fratage Millers professionalisme, entusiasme m.m., så affærdiges pladen som “nostalgisk musikkultur”…

Gaffas anmeldelse lider selvfølgelig af nyhedsjournalistikkens pest. Hvis ikke der er noget nyt, så vender man tommelfingeren ned. Men hånden på hjertet: Hvor meget nyt er der i rocken? I indiemusikken for eksempel? Ikke ret meget – i mine ører. Og derfor burde anmelderne lytte til musikken på dens egen præmisser. Steve Miller lægger ikke skjul på, at pladen handler om “get up and dance and have a good time”. Om gode sange, gode hooks osv. Men også om at gøre det med professionalisme, inspiration og personlighed. Hør Miller fortælle i den lille film her. Jeg nåede at lytte til Millers plade – den første i sytten år – på Yahoo, hvor den blev streamet (samme link som før). Og det er – som det så ofte har været tilfældet med Steve Miller Band – traditionsbevidst rockmusik, udført med krop, hjerte og intelligens, med kærlighed til rocken, men også med sans for den personlige detalje i fremførelsen. Bingo! er – som Tom Petty & The Heartbreakers “Mojo” – ikke en plade, der revolutionerer musikken. Den bekræfter blot, hvor god den kan være…

Miller på myspace