På biblioteket faldt jeg over Sonny & Chers album fra 1965 “Look at us”. Det er duoens andet album, fra det år, hvor de for alvor brød igennem. I 1964 var de brudt igennem med singlen “Baby don’t go”, der nåede en ottendeplads på den amerikanske singleliste. Men i ’65 toppede de med “I got you, Babe”, som Sonny Bono havde skrevet. På coveret ser man to unge mennesker indfanget af tidsånden. Med langt hår, hippiegevandter og på en naturbaggrund. Også musikken på pladen bærer tidsånden i sig. Sonny Bonos produktion står i ankeldyb gæld til Phil Spectors lydmur, der satte nye standarder for pladeproduktion i de år. Og repertoiret taler også sit tydelige sprog om tiden. Ud over de sange, Sonny har skrevet eller været med til at skrive – “I Got You, Babe”, “Sing c’est la vie”, “It’s Gonna Rain” og “Just You” – så finder man sange af netop Phil Spector (“Then He Kissed Me” og “Why Don’t They Let Us Fall in Love”, begge skrevet sammen med Greenwich & Barry) og sikre pophits som Hedy Wests “500 Miles”, Gilbert Bécauds, Mann Curtis’, Pierre Delanoës “Let it be me”, “You’ve Really Got a Hold on Me” (Smokey Robinson), men også Jay Swans R&B-standard “You Don’t Love Me”. Kort sagt: En blandet landhandel, sådan som det var kotyme dengang. Dog med kærligheden som samlende tema.
Set i bakspejlet har pladen et strejf af den ambitiøse ungdoms uskyld. To talenter – en sangerinde med et stort potentiale og udseendet med sig og en ferm sangskriver med ambitioner bag scenen m.m. – får det bedste ud af de sange, de har valgt.
Her med fire liverpooldrenge som tilskuere:
@Beologen: Ja, på pladen er vi jo længe før der gik silikone, politik, skilsmisse, celebrity osv. i det. Og, ja, hun var god i Lunefulde Måne. Og en god sangerinde.
Jeg synes det er næsten ‘skrattretande’ at se Sonny i det der outfit, nÃ¥r man ved hvor jakkesætagtig han nÃ¥ede at blive i og med sin politikerkarriere, inden han kom ulykkeligt af dage.
Cher er en spøjs moster. Men hun var sgu sød i ‘Lunefulde MÃ¥ne’ 🙂