Socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt kom til at fortale sig i den forløbne uge. I en bisætning kom hun til at åbne op for muligheden af en ændring af efterlønsordningen. Siden har hun måttet trække i land. Og i dag lægger Villy Søvndal, SF-formanden, låg på debatten. Fingrene væk fra efterlønnen, lyder det fra Villys Vinkel.

Fra borgerligt hold – bl.a. ultraliberalisten Anders Samuelsen – forsøger man at fremstille efterlønnen som en uretfærdig luksusydelse, der finansieres af hårdtarbejdende unge børnefamilier for at akademikere kan spille golf under sydlige himmelstrøg. Men det er der ikke statistisk belæg for. Tjek Danmarks Statistik og andre lignende statistiske opgørelse, og man vil kunne se at den altovervejende del af efterlønsmodtagerne kommer fra SID, FOA, HK og andre ikke-akademiske fagområder. Fagområder, hvor nedslidning, udbrændthed, stress osv. er hverdag for mange.

Debatten om efterlønnen har været præget af dels en snæver økonomisk diskussion og dels en alarmerende mangel på politisk forståelse for den situation, det såkaldt “grå guld” befinder sig i. Det kan godt være, at det vil være sundt for samfundsøkonomien på længere sigt (og hvis vi absolut skal holde fast i vækstfilosofien…), hvis flere borgere over tres år fortsatte med at arbejde. Men for de fleste er det bare ikke et valg, der eksisterer.

Det er en kendsgerning, at voksne mennesker diskrimineres på grund af deres alder. Jeg har selv oplevet for ganske nyligt at få et jobafslag på en lokal højskole med den begrundelse, at min alder (og mit køn!) ikke passede ind i højskolens profil. Og jeg kender flere, der har valgt efterlønnen til, fordi de fik det ene afslag efter det andet – ofte med tilsvarende diskriminerende argumentation – og for at slippe for at blive sendt rundt i et absurd, perspektivløs, nedværdigende aktiveringscirkus.

Noget andet er, at det også er en kendsgerning, at rigtig mange offentlige og private virksomheder ikke har nogen seniorpolitik, dvs. en politik for, hvordan man behandler medarbejdere, der nærmer sig pensionsalderen men stadigvæk har en masse erfaring og kunne at bidrage med. Og, det er også et faktum, at der er store problemer med det psykiske og almene arbejdsmiljø på mange arbejdspladser. Og netop nu, hvor krisen kradser dybt oplever man, at folk på kanten af efterløn tilskyndes til at tage skridtet, fordi firmaerne vil foretage (perspektivløse) “strukturtilpasninger”. Og vi ved, at når først folk er godt på otium – med eller mod deres gode vilje – så skal der mere end ti vilde heste til at trække dem tilbage.

Hvis politikerne i ramme alvor mener, at “det grå guld” er værd at samle på på arbejdsmarkedet, burde man gøre noget aktivt for at gøre det attraktivt for de voksne borgere at blive en tid endnu. Det er måske en udmærket idé at øge produktiviteten ved at øge antallet af arbejdstimer – sådan som S og SF ønsker. Men hvordan vil man nå det mål, når en stadigt voksende del af den arbejdsdygtige befolkning – nemlig dem over 50 (nogen vil endda sige 45) – behandles som andenrangsborgere på arbejdsmarkedet? Det er ikke tilstrækkeligt at give dem over tres mulighed for at tjene lidt ekstra skattefrit (som SF vil). Der skal en markant holdningsændring til blandt arbejdsgiverne. Og det er politikerne, der skal vise vejen – evt. med loven i hånd.Og hvis man ikke får løst det problem, så er der kun de unge til at yde den ønskede ekstra arbejdstid…