Jeg føler mig ydmyget og nedgjort. Jeg føler mig svigtet af samfundet. Her går vi ud og forsvarer danske interesser, går ud og passer vores arbejde, sådan som de danske politikere har bedt om. Når vi så kommer hjem, så har de lavet love, som pisser og op og ned af ryggen
Ordene er Martins. Han har som soldat været udsendt til Kosovo, Irak og Afghanistan. Som andre af hans kammerater, der har deltaget i de militære aktiviteter i udlandet, har det haft personlige omkostninger. Martin har fået diagnosen “post traumatisk stress”, og det betyder, at han er henvist til offentlig hjælp. Martin er derfor blevet tildelt “starthjælp”, fordi han har opholdt sig mere end to år ude for rigets grænser. Starthjælpen er højst 5.638 kroner om måneden – før skat.
Konfronteret med Martins og andres situation reagerer beskæftigelsesminister Støjberg sådan: “Det skal ganske enkelt ændres. Fordi vi skal behandle vores soldater ordentligt. Og det er klart, at hvis man har været i udlandet nogle år fordi man har været udsendt som soldat, så skal man ikke hjem og på starthjælp. Det bliver ændret, og det bliver ændret hurtigst muligt”. Men forklar mig lige, hvorfor soldater skal behandles anderledes end andre borgere, der har opholdt sig i udlandet – som studerende, forskere, arbejdstagere osv.? Skal de ikke også “behandles ordentligt”? Skal der ikke være lighed for loven?! Ministeren taler, før hun tænker. Sikkert, fordi hun godt ved, at regeringen har en rigtig dårlig sag her, og regeringen i forvejen har nok af dårlige sager.
Soldaten Martins situation handler ikke kun om rigets behandling af danske soldater, der tjener rigets interesser (?), men om starthjælpens urimelighed. Jeg tror ikke, Martin er den eneste, der føler sig ‘pisset op og ned ad ryggen’, ‘nedgjort og ydmyget’…[link]
@Aage: Ja, jeg har været inde pÃ¥ det før. De har kun to “værdier”: penge (“incitament”) og arbejde. Og de hænger sammen. Du fÃ¥r penge, hvis du arbejder (eller er smart nok til at skaffe dig penge pÃ¥ anden ikke-arbejdssom facon, som kuponklipper, skatteunddrager, selskabstømmer etc.), og mÃ¥ gÃ¥ med røven bar, hvis du ikke gør.
Problemet er ogsÃ¥, at de tænker i penge pÃ¥ alle niveauer: ved at bevilge soldaten Martin for lidt penge, piskes han til at “se at fÃ¥ fingeren ud”, ved at give administrerende chefer, f.eks. politicher oma lovning pÃ¥ resultatløn gulerødder til at trække æslerne igang.
Men Dan Pink har på youtube, via RSA Animate: What really drives us udmærket gjort rede for, hvorledes disse chefer performer (hæhæ) dårligere ved udsigten til højere løn. Donald har den også på sin side. Og jeg véd, at Martin bliver banket endnu længere ned i hullet, da han uvilkårligt vil føle sig sat på samme niveau som de tilvandrere, han egentligt drog ud for at forsvare i deres nærmiljø.
@Donald: For nu at bliver i billedsproget, sÃ¥ stÃ¥r ministeren og regeringen med det ene ben solidt plantet i luften…
Her har du (og Martin) fanget regeringen på det ene ben ved at vise de tanker, der reelt ligger bag reduceret socialt underhold (jeg nægter at bruge nysprogs-betegnelser).
Støjberg har gjort det eneste fornuftige, nemlig meldt ud at hun er klar over at den reducererede sociale understøttelse er nedværdigende. Det kan redde hendes politiske liv efter det politiske opgør, der må komme når det efterhånden bliver klart for alle at reduktion af statens rolle som almoder ikke kan lykkes ved det værdisæt, som Fogh satte på skinner. Skinnerne fører ingen steder hen for nu at blive i billedet.
Jeg savner at man ikke kun tænker på penge, men i stedet opretter miljøer, hvor psykisk syge kan trives med de opgaver, som de kan klare.