Tiden nærmer sig. I slutningen af denne måned løber den berømte Wimbledon-turnering i tennis af stablen. Men jeg sidder ikke foran skærmen længere. Jeg nøjes med sammendragene i sporten, og har heller ikke længere overblik over alle de medvirkende.

Det var helt anderledes i tresserne og starten af halvfjerdserne. Fra 1968 og frem til midten af halvfjerdserne havde jeg en periode, hvor jeg troligt sad foran skærmen og fulgte de timelange kampe – selv om solen skinnede udenfor. Navne som Rod Laver, Billie Jean King, John Newcombe, Evonne Goolagong, Jimmy Conners, Arthur Ashe og Chris Evert var dem, der satte dagsordnen. Det var før Björn Borg og Boris Becker for alvor slog til.

Jeg nåede dengang at komme langt ind i spillets detaljer og den særlige fortælling, en tenniskamp bliver. Som jeg husker det, var de bedste kampe mindst lige så spændende som en god fodbold- eller håndboldkamp. Og tennis var en særdeles velegnet sportsgren til tv. Med den rigtige opstilling af kameraer og en indforstået kommentator eller to (oftest en journalist og en erfaren tennisspiller som sidemand) var det muligt at få det hele med – og deltage i ophidselsen over fejldømte bolde på linjen osv. Det er langt sværere at transmittere en fodbold- eller håndboldkamp. Det skrev forfatteren Hans Jørgen Nielsen engang lange artikler om i Information.

Men så flyttede jeg hjemmefra, på kollegie, hvor jeg ikke havde fjernsyn på værelset. Og tennis gled i baggrunden i sommerferierne. Og er ikke rigtig kommet til ære og værdighed igen. Og det skyldes nok også, at Wimbledon ikke længere har samme begivenhedsstatus, som turneringen havde dengang. I dag er tv et overflødighedshorn af sport, hvor man bliver stopfodret, og hvor tv-kanalerne sågar sender ligegyldige træningskampe i fodbold og lignende, blot for at sende noget. Og Wimbledon er blot en af de mange tilbud, tv kaster i grams.