Biler siger mig ikke ret meget og har aldrig gjort det. Bortset fra dengang, jeg som dreng sad på fortorvet ved Stormgade i Esbjerg og skrev bilnumre og bilmærker ned i min lille lommebog sammen med gadens andre drenge. Og en kort periode et par år senere, hvor jeg klippede racerbiler ud af ugeblade og klistrede dem ind i en mappe.
Siden har biler fortrinsvis været et firhjulet transportmiddel, der kunne bringe mig tørskoet frem eller til steder, hvor den offentlige transport ikke kunne føre mig.
Og så alligevel. Der er et lille svagt punkt, når det drejer sig om biler, der kan sætte sving i erindringer og nostalgien. Og i dag tog Fruen mig med til Moesgård, hvor der var træf for en række veteranbiler. Biler fra de sidste hundrede år sådan cirka. Fra HGF til en VW fra slutningen af 1970’erne.
Mange af bilerne var amerikanske og som trukket ud af de mange amerikanske film, man har set gennem tiden. Dodge, Ford Mustang, Cadillac, Buick osv. Men også en blå Fiat 1100, magen til den, min onkel havde, og som han til sin fortrydelse skiftede ud med en stor Volvo, på grund af familieforøgelse. Eller en VW model “Rugbrød” (se fig.), næsten magen til den, vi brugte til at transportere hinanden og ølkasserne rundt, da vi holdt våde studenterfester. Bilerne stod på rad og række i det blændende solskin i gården ved Moesgård, og synet af skinnende lak, lugten af læderindtræk, benzin og olie, lyden af de unikke moterer gled sammen med stumper af gamle film, stemninger fra samme og citater fra forskellige stykker musik.

Mercury Blues – i en tidligere og lidt heftigere version