I Information ser jeg, at John Fogerty har passeret pensioneringsdatoen (den danske!). Den 28/5 fyldte han 65. Men der er ikke noget, der tyder på, at han har i sinde at stille guitaren hen i hjørnet for “at nyde sit otium”, som vor danske morakermentalitet gerne vil fremstille det. Som andre musikere fra sin generation rocker han videre som hidtil, og den 6. juli giver han såmæn koncert i København.
For mig er John Fogerty ensbetydende med Creedence Clearwater Revival. Ja, i en vis forstand var han Creedence Clearwater Revival. Han skrev sangene og var den ubestridte leder (hvilket de andre vist også fik at mærke…). I løbet af godt og vel fem år fra 1969 og frem indspillede John sammen med broder og rytmeguitarist Tom Fogerty, bassist Stu Cook og Doug Clifford en række poprockhits, startende med “Suzie Q” og med “Sweet Hitch Hiker” som det sidste større hit. Hits, der er blevet genoptrykt igen og igen. Seneste i et komplet bokssæt til favorabel pris. Hits, som havde den kvalitet, at de kom ud af radioen og gik direkte ind i øret og hjertet på en, uanset om det var i mono eller stereo, transistorradio eller hi-fi-anlæg.
CCR havde – blandt andet i kraft af John Fogertys sangskriverkunst – det bedste fra tresserne og de tidlige halvfjerdsere i sig. Den medrivende, kropslige, dansefremkaldende rock and roll, de poppede sange, man kunne synge med på – og så nogle tekster, der vidnede om, at vi var i en verden, hvor alt ikke kun var fest og ballade, øl, fisse og hornmusik.
Selv om hovedvægten i Fogertys karriere faktisk ligger i tiden efter CCR, så er det i mine ører i sammen med de to andre i Creedence, han skabte sine klassikere, de tidløse sange, som både mine børn og deres børn vil opdage og tage til sig… Til lykke med dagen.