Ytringsfriheden er et ideal. Vi har – i Danmark – en grundlovssikret ytringsfrihed. Men den er ikke absolut. Selv om man kan ytre sig om, hvad som helst, så er det ikke uden konsekvenser. Blasfemiske ytringer kan – teoretisk set – straffes. Det samme kan majestætsfornærmende og injurierende udsagn.
Men også i den samfundsmæssige virkelig er der grænser, hvis overskridelse kan medføre sanktioner. Det er fx en kendt sag, at ytringsfriheden for offentligt ansatte har haft det svært i årevis. Og det er ikke meget bedre i de private virksomheder, hvor en udtalelse kan koste jobbet. Ytringsfriheden er – i bogstaveligste forstand – et dyrebart gode. Sig, hvad du vil, men du risikerer at miste dit levebrød.
Nye borgerlige ytringsfrihedsidealister har talt for en fjernelse af de lovbestemte indskrænkninger. Fx for en fjernelse af de tre indledningsvis nævnte. Og, hvor der kan være historisk gode grunde til fx at fjerne blasfemiparagraffen (den har ikke været i brug i umindelige tider, vi lever i et sekulariseret samfund med mange religioner osv.), så kan der være gode grunde til at holde fast i fx injurielovgivningen.
Et aktuelt eksempel illustrerer det ganske tydeligt. For ganske nylig blev historieprofessor, dr. phil. Bent Jensen idømt 20 dagbøder af 2000 kr., fordi han uberettiget havde beskyldt journalisten Jørgen Dragsdahl for at have været agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Byretten i Odense mente ikke, at Jensen kunne føre bevis for sin påstand. Jeg blev også dømt til at betale Dragsdal en godtgørelse på 200.000 kroner.
Den centrale i denne sag er, at Jensen selvfølgelig har sin ytringsfrihed, men at han også skal stå til ansvar for de påstande, han lukker ud. Han kan ikke ustraffet ødelægge Dragsdahls journalistiske omdømme og beklikke hans personlige og faglige ære. Og det er vigtigt, så vidt jeg kan se.
Derfor er det også forstemmende, at man nu kan læse, at borgerlige sympatisører til Jensen har lavet en forening med det formål at skaffe penge, så Jensen kan føre en appelsag. Det forstemmende er ikke selve formålet, som er helt legitimt. Men begrundelsen, som lyder: “Hvis historikerne ikke kan sætte ansigt på indflydelsesrige aktører i denne periode uden at risikere injuriesøgsmål, vil der kun være en amputeret, unuanceret og politisk ensidig version af dette vigtige stykke danmarkshistorie til rådighed”, som der står i foreningens pressemeddelelse. Jeg fremhæver. Selvfølgelig skal man kunne sætte ansigt på indflydelsesrige aktører i den kolde krigs tid – hvad enten de har arbejdet for KGB, CIA eller en anden fremmed efterretningstjeneste – men ikke grundløst, ikke uden at have dokumentation for sine påstande. Og netop for en mand, der har en høj uddannelse som historiker og arbejder med kildekritik etc. bør dette krav da være indlysende. Lige som det er indlysende, at en sådan dom kaster en skygge af tvivl over Bent Jensens professionelle dømmekraft. [link]
@Aage: Selvfølgelig har Jensen ytringsfrihed. Og jeg vil da være den første til at forsvare den. Men jeg mener også, at ytringsfrihed går hånd i hånd med ansvar. Man skal ikke bare have lov til at jorde en politisk modstander uden at have argumenter og dokumentation i orden. Og i Jensens tilfælde synes jeg, det er en skærpende omstændighed, at han har en akademisk uddannelse og er vant til at forholde sig til den slags. Det ubehagelige ved denne sag er, at den ikke handler så meget om Jensens ytringsfrihed, som om en temmelig irrationel, ideologisk kamp mod anderledestænkende med rod i halvfjerdsernes venstreorienterede miljøer. Det er en videreførelse af den kolde krig.
Det, der forarger mig i hele denne diskussion er udtalelser fra både dommere, politikere og andre, at man bør indrømme visse grupper videre grænser for ytringsfrihed.
Historikere som Bent Jensen er at sammenligne med politi og dommere i én person: de undersøger, og drager konklusioner, der virker som historiens dom. Med langtrækkende følger. Derfor bør de selvfølgeligt være ekstra påpasselige med deres udtalelser, især om deres mere eller mindre selvvalgte opponenter.
Det samme gælder politikere: én ting er de finker, der ryger af fadet i en offentlig valgdebat i Stakladen, den er der jo alligevel ingen, der bør tage alvorligt. Men i daglig tale bør valgte politikere som Rigets fremmeste kvinder og mænd til stadighed være klare over deres status som rollemodel. De ønsker jo via deres udtalelser at påvirke processen, og blive taget alvorligt, derfor bør de også være troværdige.
Jens på Gaden derimod bør derimod indrømmes et større frisprog, han får jo som regel kun sjældent en chance for at komme til orde, så må man acceptere, at han i frustration fyrer en stribe grimme gloser af, når han får sine 15 sekunder på skærmen.
@Henrik: Nu fÃ¥r vi sÃ¥ se, hvor længe det martyrium trækker ud… 😉
Der er i hvert tilfælde ingen grund til at have ondt af Bent Jensen. Den store kommunistjæger har fået sit martyrium!
@Aanonymous: Det tror jeg godt, du kan sige offentligt, uden at være anonym.. 😉
Jeg kan ikke bevise det, men Bent Jensen er jo en tosse !