På en eller anden internetside faldt jeg i staver over en bemærkning om Bob Dylans debutalbum fra 1962. Pladen blev omtalt som “den sjældent hørte”. Og det er der nok noget om. I hvert fald er det en rum tid siden, jeg selv havde den ude af LP-samlingen. Og jeg kom til at tænke på dengang, jeg blev grebet af min egen personlige Dylan-feber og købte mig fattig på mandens første mange plader. Blandt andet debutalbummet. Så det lå lige for at bruge lidt af denne lørdag på et genhør.
I følge legenden blev pladen indspillet i løbet af tre eftermiddage og var for Columbia pladeseskabet en slags discountprodution (til 402 $ hed det sig). Og Dylan havde brugt dage og nætter op til optagelsen på at lytte til Woody Guthrie og andre af forbillederne i den amerianske folk- og blues tradion. Og det der kommer ud af rillerne er da også traditionsbevidst musik fra en ung kunstner i sin vorden. Kun to af numrene på pladen har Bob Dylan selv skrevet. Dels den erklærede hyldest “Song for Woody”, hvor respekten for den store mester kommer til udtryk i ordene:
Hey Woody Guthrie but I know that you know
All the things that I’m saying and a many times more
I’m singing you the song but I can’t you sing enough
‘Cause there’s not many men that’ve done the things that you’ve done.
Men med den anden selvskrevne sang – “Talkin’ New York” får man allerede et utvetydigt tegn på, at Dylan som sangskriver er i færd med at træde ud af skyggen på sine forbilleder. Melodien er stadigvæk solidt forankret i det traditionelle udtryk, men teksten hører allerede til blandt Dylans bedste.
Ellers har pladen den noksom omtalte friskhed, som tilhører de velykkede debutplader (Beatles, Stones…). Dylans begrænsede stemme brænder lidenskabeligt i fortolkningen af Jesse Fullers, Bukka Whites, Blind Lemon Jeffersons og de andres ikoners stærke tekster. Han fraserer med frenetisk energi, og der er elektricitet i den akustiske guitar og – ikke mindst – mundharmonikaen. Og i bagklogskabens lys synes jeg man kan høre, at Dylan et eller andet sted er forblevet den samme, selv om tiden er gået.
En lidt senere optagelse (1963) fra New Port Festivalen