Da jeg forleden bladrede i min singlepladesamling, faldt jeg i staver over de mange hitlister, som man dengang trykte på bagsiden af omslagene. Og det førte mig over på nettet til www.danskehitlister.dk, hvor Henrik Smith-Sivertsen m.fl. har samlet lister fra den periode, hvor man har lavet sådanne. Og det er jo den rene vitaminindsprøjtning for den nostalgiske erindring af dykke ned i listerne.

Jeg landede bl.a. i uge 20 i 1963, altså for nøjagtig 47 år siden. Jeg var dengang 9 år og gik i 3. klasse på Vestre Skole i Esbjerg. Hvad jeg lavede i skolen den uge er for længst gået i glemmebogen. Men der har sikkert indgået nogle staveøvelser i de linierede hæfter og måske også på tavlen – hvis man hvar uheldig nok til at blive trukket op. Det var også det år, jeg fik min mintgrønne rejsegrammofon. Indkøbt hos radioforhandler Ludvig Poulsen og med to grammofonplader med som bonus – en med Louis Armstrong (“Basin Street Blues”) og en EP med Elvis. Sidstnævnte, som jeg har endnu (men som mangler omslaget), var King Creole vol. 2 fra 1958. Altså et vigtigt år i denne musikelskers liv. Det var her grammofonpladerne kom ind for alvor. Men musikken havde allerede været der længe.

Når jeg kigger på hitlisten ovenfor, så kan jeg huske dem alle og trække dem frem fra erindringens dyb. Den eneste, der måtte opfriskes lidt var den nordirske sanger Ronnie Carrolls Melodi Grand Prix-bidrag fra 1963, “Say Wonderfuld Things”. (I øvrigt hans andet bidrag; som den eneste har han repræsenteret England to på hinanden følgende år. I 1962 med “Ring A-Ding Girl” og altså i 1963. Begge år blev han nr. 4).

Man bemærker, at vi befinder os i perioden, hvor Beatlemania endnu ikke har smittet listen. Det var stadigvæk Elvis og Cliff, der var idolerne. Elvis har “One Broken Heart For Sale” på en 9. plads (min første plade med Elvis i øvrigt) og “Kiss me quick” på en delt 10. plads (æren deles med Nat King Cole og “Skip To My Lou”). Og Cliff & the Shadows figurerer hele to gange med to af gruppens største successer, Lucky Lips (nr. 16) og Summer Holiday (nr. 6). Begge to sange, der skulle med, hvis jeg skulle lave en Greatest Hits-samling med Cliff.

De danske kunstnere er også godt repræsenteret. Ingmann-parret topper på en 5. plads med Melodi Grand Prix-vinderen “Dansevise”. En født klassiker. Lidt længere ned som nr. 12 finder vi Gitte Hænnings lige så slidstærke “Ta’ med ud og fisk” – en af de to Gitte-favoritter, jeg har. Den anden er “Jeg snakker med mig selv”. Og lige i hælene på Gitte kommer Grete Klitgaard med “Han skal i glas og ramme”, som hurtigt blev en singalong-klassiker, som blev skrålet ved fødselsdag, på udflugter osv. På linje med “Sejle op ad åen “og den med “Vi har en chauffør…”. Et rigtig beskidt hit med et uforglemmeligt omkvæd. åh, ja.

I den måske mere kuriøse afdeling – på plads nr. 19 – finder vi en af Malene Dietrichs helt store sange, “Sag mir wo die Blumen sind”, som også jævnligt var at finde i Giro 413. I øvrigt en af de Giro-sange, jeg aldrig sådan rigtig for alvor blev træt af. Og lige over Malene finder man den kun 18-årige skotsk-amerikanske sanger og sangskriver Johnny Cymbals verdenshit “Mr. Bass Man” og amerikaneren Dickey Lees rocker “I Saw Linda Yesterday” på henholdsvis en 17. og 18. plads. Begge to sange eksempler på, at den rockorienterede pop havde et godt greb i ungdommen. I øvrigt var benævnte Dickey Lee mest kendt for sine sange om teenage tragedier.

I øvrigt kan man noterer sig, at vi befinder os i en periode, hvor singlepladerne dominerer. De tyve hits er – generelt betragtet – korte, iørefaldende popsange, der kunne blive hængende i bevidstheden længe efter, man havde hørt dem første gang – og måske kunne man endda synge med på deres B-stykker. Sådan er det vist ikke helt med singlehitlisterne i dag…