Al hypen om Rolling Stones’ genudgivelse af Exile On Main Street fik mig til at kigge tilbage i gruppens store katalog. Det er tankevækkende, at Exile On Main Street ikke alene fylder spalte efter spalte i musikpressen, men også er kravlet op på toppen af den engelske hitliste. Et album med 38 år på bagen. Noget af forklaringen ligger selvfølgelig i selve den massive markedsføring. Men måske fortæller det os også noget om, hvor populærmusikken befinder sig anno 2010?
Nå, men al viraken fik mig til at tænke på forgængeren Sticky Fingers fra 1971. Pladen med det berømmede Andy Warhol-lynlås-cover. Jeg hørte den første gang i sin fulde længde, da min gymnasiekammerat Svend havde pladen med i musiktimen. Vi gik i 1. g, og jeg kan huske, at første skæring på pladen – Brown Sugar – allerede var gået rent ind i mit modtagelige sind, da det var blevet afspillet i radioen.
Sticky Fingers var Stones’ niende album og det første på deres eget plademærke Rolling Stones Records (med det karakteristiske røde tungelogo). Det var også den første plade, hvor Brian Jones ikke havde sat sig spor, og hvor det unge guitartalent Mick Taylor gav Keith Richard et kvalitativt modspil.
Nu hvor vi alligevel snakker om Exile-pladen, så er det jo sjovt at tænke på, at Sticky Fingers og dens forløber Let It Bleed udspringer af samme række sessions. Nummeret Sister Morphine var allerede indspillet, da Let it Bleed udkom i 1969. Og flere af numrene på Exile blev til under indspilningen af Sticky Fingers. Det understreger blot det forhold, at udvalget af sange til et bestemt album om ikke er tilfældigt, så dog beror på arbitrære til- og fravalg. Hvilket bonusmaterialet på den nye Exile-udgave kun sætter en tyk streg under.
Ikke desto mindre fremstår Sticky Fingers som et meget helstøbt album, fordi de ret forskellige numre på pladen suppelerer hinanden godt. Her er rocknumre (Brown Sugar, Bitch), regulær blues (You Gotta Move) og ballader (Wild Horses, I Got The Blues, Sister Morphine) i fin balance med hinanden. Og bandet spiller som om de med deres nye kontraktuelle frihed har fået ny luft.
Den teknisk velbegavede Mick Taylors korte tid hos Stones har næste fået legendarisk status. Med engelsk rockmusiks godfather John Mayall som mellemmand kom han med i bandet, fordi Brian Jones var blevet utilregnelig på grund af sit stofmisbrug. Og Taylors guitarspil gjorde efter sigende et stort indtryk på The Glimmer Twins. I hvert fald blev han for en kort periode indlemmet i gruppen og afsatte sit tydelige vandmærke i de numre, hvor ham medvirkede. Når man fx lytter til et nummer som Sway på Sticky Fingers forstår man, hvad Mick Taylor tilførte gruppen. Med sit syngende, improviserende slidespil leverer han et næsten perfekt modstykke og medspil til Keith Richards mere rytmisk orienterede spil.
Noget andet jeg har bemærket ved genhøret med Sticky Fingers er den opdrift, der er i Charlie Watts ellers seje og tunge trommespil. Det er Watts trommer, der på paradoksal vis får et nummer som Brown Sugar til at lette.
Ellers udmærker Sticky Fingers sig ved at mange vellykkede sange fra makkerparret Jagger/Richard. Til disse hører fx den let countrypåvirkede ballade Wild Horses, hvor Mick Jaggers stemme kommer til sin ret, og de rockende Brown Sugar og Can You Hear Me Knocking, hvor man igen imponeres af Keith Richards sans for at skabe medrivende riffs. Små virkemidler med stor effekt.
En anden ting, som jeg nærmest havde glemt, siden jeg sidst lyttede til pladen, er, den rolle som improvisationen spiller. Lyt fx til mellemstykket i Can You Hear Me Knocking, hvor Mick Taylor får lov til at strække sit R&B-spil ud, og hvor saxofonisten Bobby Keys og tangentspilleren Billy Preston får lov til at udfolde deres talent.
@Torben: Ja, det er noget sjovt noget. Men jeg har det sÃ¥dan, at mange plader – fx Sgt. Pepper – kan jeg ikke høre ude at foregribe rækkefølgen af sange. Men hjernen er jo ogsÃ¥ kendt for at skabe sammenhænge, hvor der ikke (nødvendigvis) er nogen og fylde huller ud, hvor der sÃ¥danne…
@capac: Ja, det er jo pointen.
@Aage & Torben: Ja, lad os bare punktere myten om albumværket – og glæde os over de album, der alligevel er blevet helheder i vores respektive hoveder!
@AagePK: Og det tankevækkende er jo, at The Beatles først sent, om overhovedet nogensinde, tænkte i helheder. F.eks. lod de George Martin om at bestemme rækkefølgen af numre på pladerne helt frem til The White Album.
Ak ja, vi var jo ikke alle lige gode til at passe på vore covers dengang, og folk skulle jo pille ved den der lynlås for at se, om den var ægte.
Mem lige som med the Beatles synes jeg, at Stones lp’er var helheder i modsætning til mange andre, hvor man havde pÃ¥ fornemmelse, at sÃ¥ snart man havde 12 numre, sÃ¥ røg der en skive ud. Mens markedet var varmt.
Allerede i ’67 tog Stones sig jo ogsÃ¥ tid til at gøre et nummer færdigt, selv om der sÃ¥ kun var plads til 10 numre.
Men Get yer ya-ya’s out, Let it bleed og Sticky Fingers blev de sidste plader for mit vedkommende; det var ikke det samme uden Brian, og helt trist blev det da, da Bill Wyman forsvandt.