Den unge mand med megadeoderanten til venstre på coveret ovenfor – Pete Townshend – fylder 65 år i dag. Og måske er det på tide, at Pete trækker sig tilbage og nyder sit velfortjente otium? Hørelsen plager ham som bekendt, og helbreddet skal man ikke spøge med. På den anden side vil det nok ligne Townshend rigtig dårligt at hænge elguitaren op på væggen. Det ligger ikke til den selvlærte multinstrumentalist, sangskriver, forfatter, journalist m.m. at sidde med hænderne i skødet og kigge ud ad vinduet.
Townshend blev født ind i en gennemmusikalsk familie, hvor moderen var sangerinde, og faderen spillede saxofon i gruppen The Squadronaires, og som helt ung blev Pete som mange i sin generation grebet af rock’n roll-feberen. Den første guitar fik han som tolvårig, og dermed var hans kunstneriske løbebane så at sige udpeget.
Pete blev indrulleret i en af de mange art colleges, der har dannet grundlag for den engelske populærmusiks kreativitet, og det var nok her Townshend sikrede sig den portion intellektualisme, der siden gjorde ham til den intellektuelle drivkraft i The Who som sangskriver, holdningsmager og idéudvikler.
Efter et par læreår i nogle bands, der dyrkede den dengang vældigt populære skifflemusik – og etablerede forbindelse til John Entwistle og Roger Daltrey – steg  the Who op af asken efter projektet The Detours i 1964. Kort tid efter fik Who en ny trommeslager ved navn Keith Moon, og dermed var formen til en succes støbt. Og herefter gik det slag i slag med det ene hit efter det andet. Og resten er historie, som man siger.
Townshend blev hurtigt kendt for sin energiske koncertoptræden som en meget talende, armsvingende og anlægssmadrende guitarist. Med sin kombination af vild, aggressiv sanger, frontfigur, sangskriver og forfatter til en række provokerende sange, som unge let kunne identificere sig med, var Pete Townshend en slags moderne arvtager af engelske efterkrigslitteraturs “unge vrede mænd” og et forbillede for den senere punkbevægelse.
Sammen med de andre medlemmer skabte Townshend et af de mest spektakulære livebands som rocken har frembragt. Han har skrevet langt de fleste af de sange, gruppen har indspillet – heriblandt generationshymnen “My Generation”, som vil sikre ham en varig plads i rockens historiske parnas. Men det var også Townshend, der på godt og ondt ønskede at drive The Who ud over de enkle rammer, som rock’n roll-musikken afstak, og ind i de såkaldte “rockoperaer”. Tommy og Quadrophenia.

Townshend ville de store fortællinger i rocken og blev kendt som en af dem, der holdt ved ideen helt frem til nutiden. Men rockens primære formsprog har siden dens fødsel været de korte, fyndige sange. Derfor har de bedste rockoperaer også været dem – fx Tommy, Kinks’ Arthur og Village Green Preservation Society og et par stykker mere – der fremstår som tematisk sammenholdte cyklusser af rocksange. Når rocken har kastet sig over mere organisk, symfonisk sammenhængende musikstykker, så er det ofte blevet afsløret, at det ikke er rockens naturlige leje. Det synes jeg har været tilfældet med i hvert fald noget af Pink Floyds musik…
Siden 1970 har Townshend ved siden af The Who udsendt en række soloalbum. Dels nogle plader, der er inspireret af den indiske guru Meher Babas filosofi, som Townsend dyrker, og dels nogle album, der både har karakter af rockopera og ordinære rockalbum. Senest har han arbejdet med rockoperaet The Boy Who Heard Music, der indgik som en del af Whos album Endless Wire. Og før dette opus udsendtes Psychoderelicts (1993), også en slags rockopera.
Ved siden af sit musikalske virke har Townshend skrevet fiktion, været rockjournalist (bl.a. med fast klumme i Melody Maker), forlægger (Eel Pie Publishing), forlagsredaktør med speciale i musik (for Faber & Faber), aktiv i forskellige former for velgørenhedsarbejde (børns velfærd, hjælp til narkomaner) og meget mere. Det er svært at forestille sig, at Townshend skulle falde til ro, blot fordi han passerer datoen for offentlig pensionering. Det skulle såmæn ikke undre mig, at Townshend har for travlt med sine mange gøremål til at festligholde dagen. Til lykke.