Sådan falder tingene sammen på mærkeligste vis. I går omtalte jeg beatpoeten Laus Bengtssons ordgiveri til Alrunes Rod og Povl Dissing. Og sidst på dagen skulle jeg lige købe den sidste fødselsdagsgave til Frøkenen. Og på min vej forbi en pladebutik øjnede jeg ovenstående plade med Povl Dissing: Jeg er en tosset Spillemand. Jeg nåede aldrig at få fat i den skive som grammofonplade, da den udkom, men numrene “Den grimmeste mand i byen”, “Kvælerslangen”, “Lad mig blive noget” og – ikke mindst hittet – “25 minutter endnu” hører med til lydsporet for den periode af mit liv i tresserne. De nævnte sange havde i øvrigt tekst af den store amerikanske humorist og forfatter Shel Silverstein og var kongenialt fordansket af Thøger Olesen, hvis indsats for kvaliteten af dansksproget beat-, folke- og anden populærmusik er legendarisk. I det hele taget er pladen kendetegnet ved et højt tekstligt niveau. Ud over de to nævnte bidrager fx digteren Benny Andersen med Troubaduren og digteren Halfdan Rasmussen med Spillemanden. På pladen finder man to interessante versioner af to gamle kendinge fra den danske sangskat. Dels en fin udgave af det nummer, som Bjørn Tidemand gjorde til en landeplage (og i hvert fald en plage for capac…) i tresserne, nemlig Lille Sommerfugl (Worsing/Andreasen/Brandstrup), og dels en afdæmpet udgave af sølvbryllupshymnen “Tak for gode som for onde år” med Sigfred Pedersens tekst og H. P Danks musik (et nummer, som altid har fået overlæderet til at springe i capacs sko, når det blev fremført med bedugget sentimentalitet over trerettersmenuen – dog ikke i denne udgave…).
Men den egentlige grund til, at jeg omtaler dette album, der var til fals for skallede 25 kr, er, at Dissing bakkes op af næsten det samme hold som på Nøgne Øjne, dvs. ud over Benny Holst: The Beefeaters.

Beefeaters blev dannet helt tilbage i 1964 og bestod oprindeligt af Søren »Bøf« Seirup (el-b, vo), Lars Kofoed (6-str. el-b – senere rhythm-g), Jimmy »Biller« Sardorf (lead-g), Niels Kjær Mortensen (dm) og Curt Parking (rhythm-g, vo).  I årene efter foregik der en del udskiftninger (læs mere om det her). Allerede dengang i tresserne fik Beefeaters ry for at være et orkester, der satsede på det musikalske og ikke på blive en berømt pigtråds- eller popgruppe. Gruppen er blevet gendannet for nylig og har oprettet en meget læseværdig og informativ hjemmeside, hvor man blandt andet kan læse deres egen udgave af den musikalske udvikling og historie. Som mange af de engelske bands, capac har omtalt i denne blog, så var Beefeaters musikalske rødder i bluesmusikken, rythm-and-blues og jazz. Ud over at indspille sammen med Dissing udgav gruppen to af periodens absolut bedste beatplader “The Beefeaters” (1967) og “Meet You There” (1969), der er blevet genudgivet på cd under en hat (hhv. i 1980, 2000 og vist også i 2006). Når man lytter til de tidlige indspilninger tænker man uvægerligt, at de lige så godt kunne være indspillet i dag. De spiller godt, medrivende og glæden stråler ud af lasersporene…

Siden tresserne er udgivelserne blevet suppleret med en liveplade The Beefeaters Live 1968 (1999), og i 2004 udsendte The Beefeaters/Troels Vanvittige Parkering DR Live Sessions 1967 & 1968 og The Beefeaters The Secret Tapes Live Somewhere In Scandinavia November 1968 (evt. interesserede kan kigge ind på gruppens hjemmeside og på www.karma.dk ). Derud over har gruppen været repræsenteret på en lang række opsamlingsplader og antologier.