Historien om Melissa Etheridge (48) er en ikke usædvanlig historie om en pige, der ville musikken. Som ganske ung søgte hun ind på det prestigiøse Berklee College of Music, hvor hun tilbragte tre semestre, medens hun optrådte rundt omkring på de lokale klubber og musiksteder i Boston. Men ambitioner om at slå igennem i musikbranchen førte hende til Los Angeles, hvor hun optrådte rundt omkring, indtil en begejstret fan fik en mand fra musikbranchen gjort opmærksom på hendes talent med et demobånd. Manden var Bill Leopold, og han blev så begejstret for Etheridges talent, at han fik hende engageret som sangskriver for A&M Records. Og i et par år var hun leverandør af sange til en række mainstreamkunstnere på pladeselskabet.
Men Etheridge ville også selv. I 1985 sendte hun et demobånd til Olivia Records – et plademærke med speciale i lesbiske kunstnere – men fik afslag. Derefter fik hun et afslag fra Island Records, der mente, at hendes musik var for pæn og poleret. Hun fik dog tilbuddet om at genindspille sin demoplade, og det gjorde hun så på fire dage. Og resultatet blev hendes eponyme debutplade, der i dag betragtes som et lille mesterværk af kendere.
Siden har hun udsendt yderligere 10 album, der alle har solgt godt. Og hun har skabt sig en trofast fanskare.
Den første gang, jeg stødte på Melissa Etheridge, var lige efter udsendelsen af debutpladen. På et obskurt tysk musikprogram blev hun interviewet om den ny plade og sin musik – og man fik eksempler på hendes kunnen. Jeg kan huske, at hendes meget lidenskabelige stemme gjorde indtryk. Nok til at jeg tænkte, at hende måtte jeg nok holde øje med. Næste gang jeg stødte på hende, var da jeg så filmen Welcome Home Roxy Carmichael (1990). I hovedrollen ser man en ung og meget talentfuld Winona Ryder som en utilpasset og oprørsk ung dame – og på lydsporet synger Melissa Etheridge sangene “Don’t Look At Me” og “In Roxy’s Eyes (I Will Never Be The Same)”. Den sidste gik rent i på lystavlen, som man siger. En meget iørefaldende sang, som Melissa Etheridge fremfører med den passionerede følsomhed og indlevelse, som er hendes fineste varemærke som rockkunstner. Det er i kraft af sin sangfortolkning, Melissa Etheridge rager op over den mainstreamrock, som hun dyrker og som altid har perfektionen og pænheden som en iboende trussel.
Senest har hun udsendt albummet Fearless Love (2010), hvor hun på en måde vender tilbage til den regulære mainstreamrock, hun lagde ud med i 1988. Lyt til hende. Hun fortjener det.
PS. I 2005 udkom Greatest Hits: The Road Less Traveled, der giver et godt tværsnit af Etheridges produktion.