Så fik jeg mig omsider taget sammen til at se Richard Curtis’ The Boat That Rocked fra 2009. Filmen om den glorværdige periode fra 1966 til 1967, hvor fænomenet piratradioskib ændrede medievirkeligheden afgørende. Filmen er selvfølgelig fiktion men bygger, som det hedder i filmens sprog, på virkelige hændelser.
Rammehistorien, som holder sammen på løjerne, er, at en ung mand, Carl (Tom Sturridge), bliver smidt ud hjemme fra af sin mor, fordi han har røget både almindelig og sjov tobak, og ud til sin gudfader Quentin (spillet meget vanlig akavet charme af Bill Nighy) for at blive genopdraget (eller måske netop ikke…). Hvilket er en eklatant fejltagelse, som Quentin straks gør opmærksom på, hvorefter han tilbyder den unge mand en smøg og en joint…
For på båden foregår alle de grænseoverskridende handlinger, som fordommene almindeligvis forbinder med begrebet “rock’n roll”. Her er stoffer, sprut, sex og frisprog. For den unge Carl bliver det alligevel en slags moderne dannelsesrejse, hvor han skal lære noget om rockens vitalitet, kærlighedens lunefulde veje og omveje -Â og om forældrenes skjulte fortid (som heller ikke var meget anderledes end de unges).
Inden for denne ramme fortælles så en række andre historier om livets gang på det lille skib, hvor et hold meget forskellige DJ’s og en lesbisk kok huserer. Den ene er mere skør end den anden, men alle brænder de for musikken, den frie (men besværlige) kærlighed og kammeratskabet i lovløshedens åbne farvand. Som filmen til rigelighed illustrer med mange små sjove scener fra fastlandet, så har de lovløse DJ’s lytterne på deres side. De unge – og ældre – synger og danser med til tidens rockende toner. Og myndighederne, personificeret af en grotesk, forstokket minister ved navn Dormandy (fortrinligt udstillet af Kenneth Branagh), gør alt, hvad de kan for at sætte en stopper for piratskibet. For som Dormandy gør opmærksom på, så er det, hvad politik handler om: At man lovgiver mod det, man ikke kan lide. Sådan er det vel stadigvæk. Tænk blot på den illegale download…
Filmen lever højt på de mange sjove små scener. På den vis kan filmen godt minde om fx Fire Bryllupper Og En Begravelse, som også er lavet af teamet bag The Boat That Rocked. Og der spilles godt i de forskellige roller. Et lille eksempel er den nærmest ugenkendelige Emma Thompson i rollen som Carls moder, som slet ikke er det dydsmønster, som Carl tror.
Filmen skal nok ikke ses med de alt for historiske briller på. Den er en farverig skrøne, der som det stykke renlivede underholdning, den er, fortegner forholdet mellem de gode, idealistiske musikelskere (og nedtoner de alt andet end idealistiske økonomiske interesser, der også var på spil) og deres entusiatiske publikum på den ene side, og det anakronistiske establishment, der nærmest er fastfrosset i en forlængst glemt fortid. Og idylliseringen af den åh så frie kærlighed, hvor skudefulde af lystne kvinder overstrømmer skibet en gang om ugen, ja, den skal nok også tages med et drys af den grove salt. Så nemt var det heller ikke i tresserne, skal jeg hilse og sige. Men som fri gendigtning af de historiske forhold betragtet er filmen en let, ja ligefrem letbenet, kærlig hyldest til det opbrud, der skete i tresserne, til musikken, kærligheden og det ubekymrede liv og ikke mindst drømmene. Og så har den – selvfølgelig – et lydspor med store hits fra Kinks, Who, Tremeloes, Rolling Stones, Leonard Cohen osv. (dog ikke The Beatles – de har nok været for dyre…).
@Torben: Der mÃ¥ være stof til en film i bogen om “Piratdronningen”!
Og vi er tilbage i 1981…
@AagePK: Navnet var Anne Majken Hessner (S) og landet var Senegal, hvor hun stadig bor. Hun konverterede til islam, og hendes mand var landets premierminister. Det var han i flere perioder, senest indtil 1998.
@Aage: Vi kommer godt rundt om emnet! 🙂
En kreds af tidligere medarbejder plus interesserede, sÃ¥vidt jeg har fattet, har lavet en virtuel museumsforening om disse piratradioer, har jeg lige fundet ud af. Deres hjemmeside hedder: http://www.scandinavianoffshoreradio.com , hvor de bl.a. fortæller, at Britt Wadner har en dattersøn, Fredrik Karen, der har skrevet “Piratdrottningen” om sin mormor, mÃ¥ske finder du svaret her.
Men Gambia var jo på mode dengang, vi havde da også et kvindeligt folketingsmedlem, vist endda ministerspire, der rejste derned og blev gift der, havde vi ikke?
Men jeg fandt mange spændende navne blandt medarbejderne på den side, den er meget spændende.
@AagePK: Så fik vi den båd sejlet i land:-) Men hvorfor fanden endte hun i Gambia, hvor hun i turistsæsonen også sendte på svensk?
Britt Wadner overtog i 1961 efter Nils-Eric Svennson, der fra ’58 havde lejet sendetid hos Mercur pÃ¥ Cheeta Mercur. Senere købte Mercur den større Cheeta II Mercur, men den lÃ¥ i Storebælt. Britt var med fra starten, og fortsatte herefter Radio Syd til ’66. Radio Caroline lejede Cheeta II Mercur, efter at Mi Amigo var gÃ¥et pÃ¥ grund, inden Cheeta blev sendt til Gambia.
SÃ¥ Radio Syd brugte begge Radio Mercurs skibe, og begge hed Cheeta. Det var Cheeta II, der kom til Gambia.
@Torben: Æret være Britt. Vi skal ikke glemme nogen af pionererne.
Glem nu ikke skÃ¥nske Radio Syd, som gjorde The Lollipops til verdensberømtheder i Sverige. Den lyttede vi en del til i Øst-Danmark. Den lukkede ned i 1966. Radio Syd var vist nok oprindeligt en aflægger af Radio Mercur, og sendte fra plimsolleren Cheetah II. Stations ejer, Britt Wadner, havde medietække – og var en film i sig selv – og blev kaldt Piratdronningen. Selv om ogsÃ¥ svenskerne forbød piratradioer i 1962 vedblev Radio Syd at sende. Og Wadner kom ind og spjælde kortvarigt.
I 1966 flyttede fr. Wadner stationen til – af alle steder – Gambia, hvor den sendte pop til de lokale indtil midten af 80’erne. Britt Wadner døde i 1987, 72 Ã¥r gammel.
@Aage: Ja, spændingen, nÃ¥r man søgte pÃ¥ radioen og fandt… Kommercialismens store fare er, at den altid ender med at kvæle pionerÃ¥nden. Bare vent til vi fÃ¥r den Store Landsdækkende Kommercielle Radiokanal! 😉
De blev bordet og dele blev konfiskeret i 1962; men det er internationalt anerkendt, at de startede. De selv var til gengæld inspireret af Radio Luxenbourg og Voice of America, kogte det sammen og startede konceptet med kommerciel radio til havs i internationalt farvand, hvor der jo ikke fandtes lovlige muligheder at stoppe dem.
Radio Mercur fortsatte jo, efter at Brask-Thomsen havde overtaget bÃ¥den til dækning af de lÃ¥n, han havde givet, med danske radioudsendelser pÃ¥ Mallorca ’68-’70, Costa del Sol ’82-’84, og endelig som lokalradio i Danmark 1987-94.
De har stadig deres egen hjemmeside.
Jamen, capac, der var jo spændingen ved det, det var jo uforudsigeligt, om man overhovedet fik kontakt med:” Wonderful—Radio—London…BIG L—” og de andre med farbrors gamle rørmodtager med indbygget ferrit-antenne. Alene det. Nu er det hele sÃ¥ forudsigeligt som Dansk Folkepartis Landsmøder.
@Claus: Rhys Ifans hedder han.
sjovt nok…jeg sÃ¥ den osse’ forleden (købte den) for et par uger siden…sys’ den er liiiige fjollet men okay jeg grinte mange gange, og Hoffman vs. Bowieklonen (ka’ ik’ huske hvad han hedder) er morsomt…AagePK kom mig i forkøbet med hensyn til Merkur…meneh jeg tænkte pÃ¥ Merkur blev lukket ned tidligt i forhold til de engelske pirat radioer…altsÃ¥ de fortsatte til…ja var det ik’ 66…det undre mig lidt?
@Aage: Ja, follow the Money. Selvfølgelig har kommercialismen og dens succes været en torn i øjet på public service-institutionerne, der kun ville spille popmusik 45 minutter i døgnet (som filmen fortæller). Filmen fortæller jo også, at der intet ulovligt var i piratradioen, så politikerne måtte finde på en lov, der kunne gøre det ulovligt. Politik handler om at ulovligggøre det, man ikke kan lide, som jeg citerer politiker Dormandy for. Jeg har i øvrigt skrevet om de andre piratradioer tidligere.
Filmen slutter af med at fortælle, at der i dag er 299 musikstationer i Storbritannien. Piratradioerne var pionerer, der banede vejen for populærmusikradioen – med eller uden reklamer. SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, om vor tids kommercielle musikradio vil fÃ¥ samme popularitet som dengang? Jeg tror, forskellen pÃ¥ dengang og nu er, at man ikke bare var kommercielle dengang, men ogsÃ¥ formidlere af en bred musiksmag, hvor man i dag segmentanalyserer alt og satser pÃ¥ den musik, der i forvejen er pÃ¥ hitlisterne.
“Pirat-radio” er jo , nÃ¥r vi snakker “kommerciel radio placeret til havs” jo en dansk opfindelse i og med, at danske aviser var de første til at hefte betegnelsen pÃ¥ “Radio Mercur”, der sendte fra Øresund allerede i 1958. Og det var deres success, der starte Radio Caroline (som ogsÃ¥ er dansk, forstÃ¥et pÃ¥ den mÃ¥de, at skibet var ex Motorfærgen “Fredericia”), Mi Amigo, Radio Atlanta og alle de andre. SÃ¥ var der Screeming Lord Sutch, der startede Radio City pÃ¥ en marine-platform Shivering Sands i ’64, og Radio Nordzee, der fik bygget sin platform i Irland.
Før den tid lÃ¥ “Voice of America” pÃ¥ et skib i Middelhavet, men de var ikke kommercielle, selv om de i lovens forstand var ulovlige, fordi de sendte over grænsen til lande, der ikke havde givet licens. Dét er nemligt ulovligt ifølge de internationale aftaler, som ogsÃ¥ Danmark har bundet sig til; godt nok for at lukke munden pÃ¥ “Mercur”, men den binder sgu! ogsÃ¥ i Somalia!
I øvrigt var den eneste ulovlige piratvirksomhed i forbindelse med radiostationerne i Nordsøen, som alle sendte fra internationalt farvand og derfor uden lov pÃ¥ omrÃ¥det, det faktum, at den engelske og hollandske stats raid pÃ¥ “Ross Revenge” var en klokkeklar ulovlig handling. Ved senere at aflevere dele, der var blevet konfiskeret, har den hollandske stat indirekte indrømmet faktum. Og hentydningen til, at “Caroline ” var til skade for den hollandske stats kommercielle interesser, nemlig reklameindtægterne fra deres egen radio, gør det evident. Og der er stadig dødsstraf for pirateri i internationale farvande.