For nogle år siden var jeg i embeds medfør i kontakt med en ung kvinde, der skulle læse til pædagog. Og i forbindelse med noget skriftligt arbejde på computer undrede jeg mig lidt over hendes aparte stavemåde. Hun var nyudsprunget student, skal jeg lige tilføje. Efter at have snakket med hende om staveproblemerne foreslog jeg, at hun tog hen til det lokale amtcenter for stavevanskeligheder for at blive tjekket. Og det viste sig, at hun var ordblind.
Det undrede mig, hvordan hun kunne komme gennem folkeskolen – og gymnasiet – uden at blive “opdaget”. Samtidig opdagede jeg, at rigtig mange unge havde stavevanskeligheder i større eller mindre omfang. Selv om de havde en gymnasieuddannelse i baggagen. I dagens aviser kan man læse, at problemet er stå stort i gymnasierne, at disse er begyndt at indføre otteugers kurser, som skal rette op på elevernes læsefærdigheder. I Kristeligt Dagblad sættes problemet pr. automatik og umiddelbart i forbindelse med den udskælte folkeskole. Er folkeskolen god nok til at bibringe de unge de færdigheder, som behøves i gymnasiet og videre frem? Og selv om kritikken måske er relevant nok, så må man også spørge, om problemet ikke også hænger sammen med de politiske ambitioner om at få 95% af en ungdomsårgang gennem ungdomsuddannelserne?
Engang – frem til slutningen af tresserne – var skolesystemet således indrettet, at kun en elite fik en gymnasieuddannelse. Og folkeskolen sorterede eleverne i “boglige” og “almene” elever. Der var elever, der var boligt “egnede”, “måske egnede” eller “uegnede”. De sidstnævnte var – som Niels Hausgaard ville sige – “praktisk begavede” og blev enten håndværkere eller ufaglærte. En slags arbejdsdeling – håndens og åndens – i praksis. Systemet blev – med god grund – udsat for megen kritik. Blandt andet hed det, at det opdelte samfundet i et hierarki og i to store klasser. Den boglige elite og de andre. Og det er da også rigtigt. Omvendt må man vel også spørge: Skal vi alle være boglige? Skal vi indrette uddannelsessystemet (og dermed samfundet) sådan, at alle skal tvinges igennem bogligt funderede uddannelser? Er det en sejr for samfundet, at vi har indrettet uddannelsessystemet sådan, at alle unge skal akademiseres i let grad – med de omkostninger, det har for de unge, der ikke er indstillet på at læse bøger i et væk? [link]
Det var et godt indlæg, hvad er du nået frem til med hensyn til en løsning eller et svar? Hvordan skal det kunne blive bedre, når rettelser, hjælp og forklaringer mangler? Når det er liv og karriereafgørende, om man får en høj nok karakter til studenterexamen? Når det anses for uhøfligt eller omsonst at diskutere alternativ logik i stavningen? (fx. Baggage ovf.?)
Det er ikke mindre interessant at læse kommentarerne. Jeg har samme indstilling som AagePK: Man kan godt lære at læse og skrive/stave, selv om man bruger mere tid på skruetrækker eller violinspil, men dog ikke uden den ballast hjemmefra eller fra børnehaven, at man har lært rim og remser. Gerne uden dybere mening, eller krydret med vrøvleord: Okker gokker, gummiklokker (de siger nok ikke så meget, sådan nogle klokker!)
Der er to ting, som jeg går og lurer på om jeg kan få afklaret:
1) Sommerhill-skolens idemand, A.S. Neill mente at børn kunne lære det, der skal læres, på et par år.
2) En engelsk TV-mand fortalte engang at det geniale ved det fønikiske lydalfabet var, at skipper på middelhavs-fragtbådene kunne lære at skrive en gods- og passagerliste på en eftermiddag. Har man prøvet det med fx. quechua indianere, eller afrikanske handelsmænd?
Men: at lære at skrive en gods-liste pÃ¥ en eftermiddag tror jeg forudsætter at man har leget med sprogets lyde. Der er nogle mennesker, som har svært ved at lære udtale af ukendte udenlandske ord, og det ytrer sig jo ved at alle sprog tilretter fx. bynavne efter deres eget forgodtbefindende, med det resultat at man ikke engang kan spørge om vej. “Milano” -> Mailand etc.
EN hollænder forstod engang, at jeg ledte efter et værksted og sagde “garage”, desværre udtalt pÃ¥ hollandsk, hvor g udtales som en “ach-lyd” og r ruller vildt voldsomt. Prøv at sige det. Jeg kunne simpelthen ikke genkende ordet 🙂
Men jeg fik forresten lavet det, der skulle laves et andet sted.
@Aage: Jeg er sikker på, du har været en god dansklærer. Men de gode dansklærere har det nok svært i dag med for få timer, for mange elever og for få ressourcer osv. Metoder kan vi altid diskutere, men der skal også tid og omhyggelighed til.
Jeg brugte også den undersøgelse til at påvise overfor mine forældre i folkeskolen, at ungerne rent faktisk fik færre timer i dansk. Alene det, at vi gik fra 55 minutter i 1960 til 45 min. i 1985 pr lektion vil da noget.
Men faglærerne mente jo, vi skulle udskille først det ene, og så det andet, og så skulle der børstes tænder, og så skulle vi have besøg af Indre Mission, og alt det lå i dansktimerne. Og hver gang der er et lille problem i Folketinget, skal skolen tage det op.
Og hvordan lærer man så børn at stave? Ved at terpe staveord og skrive orddiktat? Det blev min kone udsat for, og selv om hun er dygtig til mange ting, så er det hende, der spørger i dag. Hvad der terpes, glemmes.
Hjemmefra var min far meget sprogbevidst, vi sad efter maden og lavede ordlege, digtede fjollevers, der ville have fået Halfdan Rasmussen til at blive grøn af misundelse:
En tandløs kælling
kan kun spise vælling.
Hun kan ikke spise ænder
for hun har ingen tænder.
Min dansklærer i folkeskolen var af samme type, vi havde lidt formel orddiktat, men ikke meget.
Det tog jeg med som lærer, og arbejdede langt mere med sprogbevidsthed, ordets historie, og sÃ¥ kunne ungerne konstruere alenlange ord uden stavefejl; selv knægtene ude fra landsbyen, hvor det efter gammel ærøsk sprog hedder “Et kop, et dam, et kalv”, sÃ¥ blev vi enige om, at ja, det hedder det, og ja, sÃ¥dan udtales det, “men vi skriver én, ikk’Ã¥’?” Og det gjorde de sÃ¥. Jeg skulle ikke ødelægge deres dialekt, jeg har mine egne pÃ¥ bÃ¥de Slesviger Platt-tysk, og alsisk sønderjysk, plus hvad jeg ellers har raget til mig. Og det lever udmærket i paralelle forløb.
@Tina: Jeg har også en god ven, der både er uddannet og har undervist i England. Og det står sløjt til, kan jeg forstå. Jeg er selv dansklærer, og for mig at se, så er der ingen tvivl om, at det er gået ned ad bakke med danskundervisningen siden tresserne. Færre timer er en ikke uvæsentlig forklaring. Men også fagets forvandling fra sprog- og litteraturfag til bredt kulturfag (med medier og fanden og hans pumpestok) har gjort de elementære færdigheder til tabere. Dertil kommer så den generelle udvikling med højere klassekvotienter, en læreruddannelse af svingende kvalitet, problemerne med de tosprogede (som kræver flere ressoucer og timer) osv. osv.
Min elskede paastaar at det danske skolesystem er meget bedre end det engelske. Han bygger det paa sin viden fra det engelske skolesystem, hvor han baade er uddannet og har arbejdet – og saa paa sit kendskab til danskere i alle aldre over de sidste knap 20 aar.
Han forstaar slet ikke naar jeg giver halvfjersernes skolesystem skylden, men de af os der har gaaet i skole i halvfjerserne er opdraget til at vide (ikke tro!) at vi alle er lige uanset hvor ulige vi her. Det medfoerte, i mine oejne, at de bogligt begavede skulle fordummes og de mindre bogligt begavede skulle tvinges til noget de ikke specielt havde evnerne til. Vi laerte sandelig ogsaa alle de praktiske fag, men det var fuldstaendig underordnet hvilke evner man havde der, for de fag var der ingen der tog alvorligt (altsaa i skolesystemet). Jeg mener det var en soelle skole, som jeg egentlig troede man havde sat en stopper for? Jeg var heldig at vaere bogligt begavet og at have kun to dansklaerere i min skoletid, som begge forstod at ikke alle faldt inden for rammerne. Min elskede mener jeg saetter alt for hoeje krav til skolesystemet, for som sagt mener han det danske system er fantastisk.
@gammelfar: Ja, jeg mener, der er undersøgelser, der viser, at det står meget værre til med udviklingen i danskfaget.
Jeg så en opgørelse for nogle år siden, der viste, at hvis man efter folkeskoleloven af 1958 tog en realeksamen efter ti års skolegang, så ville man have fået 15% flere dansktimer end hvis man i 2007 tog en sproglig studentereksamen.
@Henny: Ingen skal kasseres. Men mÃ¥ske skal vi gøre op med den elitære akademiske tankegang, der styrer vores uddannelsestænkning. Og sÃ¥ skal man ogsÃ¥ erkende, at vi ikke kan presse 95% gennem uddannelserne uden, at det koster mange penge, hvis kvaliteten skal være høj. Regeringens filosofi om “mere for de samme penge” har for længst afsløret sin hulhed.
Det er et meget væsentligt spørgsmål, du stiller her. Efter min mening har vi ikke råd til at kassere 20% af en ungdomsårgang, bare fordi de ikke er bogorme.
Hvis det er nødvendigt at klemme alle gennem gymnasiet, må man nok lave om på dele af denne institution, for den er stadig stort set indrettet og fungerer som dengang, under 10% skulle gennem den.
@mb: Ja, det famøse taxametersystem er en orm i æblet. – Og dÃ¥rlige stavere finder man efterhÃ¥nden overalt.
Dertil kommer risikoen for at devaluere uddannelserne, da uddannelsesstederne (bl.a. uni) fÃ¥r penge for hver kandidat de har færdiguddannet – sÃ¥ der er motiv til at gøre det lettere for dem at komme igennem.
Jeg har i øvrigt konstateret, at rigtig mange lægestuderende ikke kan stave.