Det skulle være sikkert og vist: Earth, Wind & Fire kommer til århus og giver koncert nu til sommer. Udendørs på Amfiscenen ved Musikhuset. Lørdag den 24. juli. Nyheden sendte mig straks tilbage til dengang midt i halvfjerdserne, hvor håret endnu var skulderlangt over den kakkifarvede kinaskjorte, og de fodformede kærnelæder-“andefødder” bestemt ikke var egnet til at betræde de lokale diskotekers dansegulv. For at sige det mildt, ville jeg have være malplaceret dér under stroboskopet.

Men Earth, Wind & Fires særlige udgave af diskomusikken gik rent ind hos mig. Og ikke kun hos mig. Jeg kan huske, at MMs anmelder – jeg tror det var Torben Enghoff – i den grad gik i selvsving i en anmeldelse, at det gav ekko hos andre skribenter på bladet. Så meget utilsløret begejstring var næsten for meget af det gode for den kølige anmelderskare.

Men der var – og er – god grund til at blive begejstret, når Earth, Wind & Fire foldede sig ud på deres highlights fra storhedstiden i sidste halvdel af halvfjerdserne. Det var sofistikeret, let jazz-inspireret, funky soulmusik med uforskammet iørefaldende melodier, superbe vokalharmonier og instrumentalkunnen på et ekstremt højt niveau. Og så forfaldt gruppen ikke til diskomusikkens fortærskede skabeloner. Musikken skulle være dansant – og var det i allerhøjeste grad – men også af en sådan karakter, at man kunne nøjes med at lytte med på stereoanlægget (selv om det var umuligt at holde fødderne og kroppen i ro). For mig blev Earth, Wind & Fire beviset på, at diskoteksmusikken også havde et liv efter, at stroboskopet var slukket og det sidste par var gået hjem i seng.

Tilbagespoling