Lou Reed drager for tiden rundt med sin Metal Machine Trio og minder os om den skygge, der altid har fulgt rocken: støjen. Rocken er et barn af det tyvende århundredes industrisamfund og reflekterede lige som avantgardisterne i kunsten og den moderne, klassiske musik den støj, der kom fra den omgivende verden. Maskinernes monotone arbejde, togvognsstammernes skrigende opbremsninger, bilernes uophørlige summen osv. Som John Cage var inde på, så var den ideelle musik en musik, der indrog enhver lyd, der kom til os udefra.
I rocken var støjen også en del af det mere eller mindre uartikulerede, dionysiske (Bjørnvig) oprør mod forældregenerationens pænhed og konformisme. Var guitaren forvrænget nok, var højtalerne også, så kunne man måske være sikker på, at far og mor ikke kom ud og forstyrrede i garagen eller nede i kælderens mørke… Støjen følger musikkens antiautoritære tendenser. I halvtredsernes rock’n roll, tressernes beat, punken, grungen osv. Ja, noise – støj – blev i sig selv en genrebetegnelse.

Hos Neil Young har støjen også altid været en del af de i øvrigt brede musikalske spektrum. Og modsat mange af sine jævnaldrende har han aldrig fornægtet eller givet slip på den side af æstetikken, som ofte er blevet dyrket sammen med åndsfællerne i bandet Crazy Horse. Forleden omtalte jeg albummet Weld, hvor volumeknappen er drejet helt i bund. Men endnu mere udtalt er støjen på albummet Arc, der blev til på samme tid (og faktisk indgik i den særlige tre-cd-udgave af Weld, der gik under navnet Arc-Weld). Arc består af feedback, guitarstøj og stumper af optagelse fra indledningen og slutningen på de numre, Young og Crazy Horse spillede på deres turné i 1991. Pladen er Young svar på Lou Reeds Metal Machine Music. Og som sådan i øvrigt direkte inspireret af noisepionererne Sonic Youth, som Young turnerede samme med i samme periode.

Støjen og det øresønderrivende høje lydtryk dominerer også på albummet “Year of the Horse” fra 1997. Pladen – en dobbeltcd – dokumenterer Youngs og Crazy Horses turné i 1996, som også blev genstand for en dokumentarfilm med samme titel og instrueret af Jim Jarmusch. Som støjrock betragtet lægger musikken på “Year of the Horse” endnu en alen til klassikeren “Live Rust”, hvor Youngs identifikation med rockens og punkens urkraft for alvor blev sat på formel og udtrykt i ord. Hey Hey My My Rock and Roll will never die.