“Han er en god refrænsanger, lige som Beatles var. Kunst vil jeg ikke kalde det, men af og til overlapper tingene hinanden, og Dylan nærmer sig nogle shakespearske dimensioner engang imellem, og det gjorde Beatles også. Men i bund og grund synes jeg, at det er pop, det er underholdende på den fede måde.”
Ja, ja, forleden kunne man læse Joni Mitchell udtale følgende: “Bob is not authentic at all. He’s a plagiarist, and his name and voice are fake. Everything about Bob is a deception. We are like night and day, he and I.“. Og den Bob, der er tale om, er selvfølgelig Dylan. Måske er rønnebærrene blevet sure eller måske er det bare en reaktion på, at Bob Dylan altid skal bruges som målestok for enhver sangskriver på denne klode. Og så kommer vores egen skjald Larsen og gør Dylan (og Beatles) til ikke-kunst, til pop. Jeg tror, det hænger sammen med en idealiseret opfattelse af, hvad kunst er. Og man fristes til at citere Poul Henningsen efter hukommelsen: I stedet for at diskutere, hvad kunst er, så bør man spørge: Er det god eller dårlig kunst. Og både Dylan og Beatles er god kunst – for det meste…
@PeterL.: Larsen er Larsen og det har han altid været. Tillad mig apropos at henlede opmærksomheden på denne:
http://www.torbenbille.dk/kritik/larsen-vil-ikke-nøjes-med-at-lune/
@PeterL: Nej, jeg mener ikke, at han nedgør Beatles og Dylan. Der er bestemt ikke noget galt med “bare” at vilde underholde. Det skulle jeg som gammelt popvrag nok være den sidste til at mene. Og det meste af populærmusikken vil vel – først og fremmest – underholde, ikke sandt!? Men underholde, dét ville Shakespeare og Mozart ogsÃ¥. Der, jeg vil hen, er, at underholdning sagtens kan være kunst. Og at Larsen nok sidder tilbage med et lidt altmodisch, begrænset kunstbegreb.
@Henrik: Ja, jeg skriver meget om musik fra før. Men også om nyere musik, fx Thee Attacks, Striving Vines og Surf in Stereo her for ganske nylig. Jeg kender også The National og har læst de overstrømmende anmeldelser af deres seneste plade. Hvis jeg kommer i nærheden af den, skal den også få et par ord med på vejen. I øvrigt tak for opfordringen.
Jamen, selvfølgelig er Larsen enøjet. Det er han i de fleste af sine holdninger. Hvis han ikke havde den poetiske åre, ville han da være uudholdelig. Men egentlig vil jeg jo bare påpege, at han ikke på nogen måde nedgør Dylan og Beatles, som I vist alle mener, han gør. Det han siger er ridderslag i hans verden. For ham representerer de to nok det ypperste inden for populærmusikken.
Men jeg tror da ogsÃ¥, nÃ¥r han er sÃ¥ stædig omkring det her – at det er en mÃ¥de at beskytte sig selv pÃ¥. MÃ¥ske ikke mindst en mÃ¥de at beskytte den poetiske Ã¥re pÃ¥. Det er ligesom ham, der skal levere Kim Larsens sange, ikke os.
Det er godt nok lang tid siden, jeg hørte efter, hvad Kim Larsen udbredte sig om. Han kører den hjem på automatpiloten. Det samme gælder hans sange fra de senere år, der flyder fra radioen gennem luften og ud af vinduet uden at gøre nogen nævneværdig skade undervejs. Bob Dylan? Tja, jeg er ikke dylanolog og kan godt more mig over dem, der er deciderede Dylan-disciple. Men mandens bidrag til musikhistorien kan vist ikke diskuteres. Og at kalde ham refrænsanger siger vel mere om Larsen end om Dylan. PS Capac: Du skriver ofte om musik med nogle år på bagen. Måske du skulle give den nye High Violet med The National en chance?
@Aage: Jeg har indirekte svaret på dit spørgsmål i den anden kommentar.
@PeterL: Jeg er ellers ret positiv over for hr. Larsen. Men jeg synes nok, at han sætter sit lys under en skæppe, nÃ¥r han udrÃ¥ber sig selv til poppedreng og fraskriver sig en kunstnerrolle. At det er underholdning, ja, det kan enhver jo sige sig selv, nÃ¥r man ser pÃ¥ mandens popularitet. Men derfor kan det – noget af det i hvert fald – godt være kunst. Jeg har Larsen mistænkt for, at kokettere med poppedrengerollen, fordi han vil forsvare sig mod at blive ophøjet til nationalskjald osv.
Synes, at det bør med sÃ¥, at Larsen i samme interview netop betegner sig selv som underholder og poppedreng og ikke-kunstner. Det er sÃ¥ en ret snæver fortolkning af pop/kunstbegrebet (og bestemt for snæver, synes jeg, men pÃ¥ en mÃ¥de ogsÃ¥ ganske befriende, fordi den rummer en accept af det underholdende). Men jeg tror, han skelner ret skarpt mellem musik/film/litteratur, der er skabt med et publikum for øre/øje og “kunst”, der ikke er skabt med publikum i tankerne, men er kunstnerens rene hjerteblod. Han tilføjer dog ogsÃ¥, at tingene af og til overlapper hinanden. I øvrigt udtaler han sig jo ikke negativt om hverken refrænsangeren Dylan eller Beatles.
Hvis Beatles ikke er kunst, deres musik, deres tekster, hvor skal man så placere Kim Larsens bidrag til musikparnasset?