Kundskabens træ gik ud

på skolen hvor jeg gik

uden at lære andet

end at svabre gulvet efter gymnastik

& mit ambitionsniveau

var ikke påfaldende højt

da jeg kreerede en amagerhylde

til dem derhjemme i sløjd

.

Fra barnsben af

& tidligere endnu fik jeg fortalt

at det at ha’ noget

at falde tilbage på var lig med et & alt

jeg var hele den pukkelryggedes

bud på en karriere

men med ØK i udsigt lærte jeg

mig selv at ta’ ved lære

.

Jeg kom færdigekviperet

som semi-seriøs student

ad bagvejen til byen

uden midler fra mit rette element

men mine sorgløse studenterdage

endte som de sku’

med lidt vaklen i geledderne udenfor

på pladsen ved Vor Frue

.

Brændt blev både blazer

& hatten jeg havde fået

som bevis på hvortil

jeg ved egen kraft omsider var nået

ja klarsynet tog mig

for en gangs skyld med storm

& jeg ku’ se at individet var bedre

stillet uden uniform

Vi kommer ikke uden om det. Det er i dag beatpoeten fra Lyngby fylder 60 år. En skæringsdag, hvor andre trækker sig tilbage til efterlønslivet, men Carsten Valentin tværtimod – og måske meget sigende – er vent tilbage til det aktive musik for fulde gardiner. Han er her, der og allevegne. Og det er godt. For musikken og for os.
Og det er lige som dengang, Jørgensen kom ind i mit pauvre studenterliv tilbage i halvfjerdserne. Her spillede han og hans ganske lille band også festivalerne, gymnasiefester og koncertstederne tynde. Og jeg fulgte ham, hvad enten han lagde vejen forbi århus, Esbjerg eller et tredje sted indenfor min rækkevidde. Og hver gang en ny plade udkom tog jeg bussen ind til Brian Lauries lille pladebutik i Ny Munkegade (tak Anders for påmindelsen!) for at købe den. Og ofte hang den allerede i vinduet. Da Solgt Til Stangladkrids (1979) udkom fyldte den hele vinduet med sit grafisk, meget iøjnefaldende cover.
Som studerende ved nordisk sprog og litteratur måtte jeg jo interessere mig for Jørgensen, fordi han gav sig umage med at massere det danske sprog så meget, at det våndede sig poetisk. Og selv om det var i de samfundskritiske og -omstyrtende dage, så vil jeg gerne indrømme, at det var poesien, der trak i mig mere end aktuelle kommentarer til politiske tendenser i præ-DF-Danmark, forvirrede unge bombemænd og karrieredittoer osv. Jørgensen kunne sin Zimmerman uden at blive en epigon. Og så sugede han til sig af lyden fra det store udland. Især rockens hjemland, hvor tonerne fra vestkysten satte sig igennem det lille danske orkesters musik, medens Souxie and the Banshees fumlede med deres mudrede lyd på punkoverdrevet.

En musikalsk kamæleon var Jørgensen, og man skal være mere end godt inde i rocktraditionen for at følge sporene af påvirkninger gennem pladerne. At C. V. Jørgensen siden forlod rocken (i snæver forstand) og gik i et indre eksil, skal han ikke høre noget for, selv om det er tiden før “Sjælland”, der står mit hjerte nærmest. Det er enhver poets, enhver musikers, ja ethvert menneskes gode ret at stå af rotteræset for en tid for at finde en mening med galskaben, den røde tråd eller, hvad man nu skal kalde det. åndsfællen Cohen gik i kloster, Dylans havde sit “motorcykeluheld”.
Men nu er C. V. Jørgensen altså tilbage, og vi kan håbe på, at det aktive turneliv kaster ny musik af sig med tekster, der vil ramme os som små postkort fra en tænksom og følsom poetisk ven. Til lykke med dagen.
PS. Teksten ovenfor er en af mine yndlings-C.V.-tekster. Af en eller anden grund er jeg tilbøjelig til at mene, at den skal være på mit yndlings-C.V.-album, Vennerne og Vejen, men den stammer faktisk fra Ledigang à go-go. “Byen uden midler” er højskolesangen for min generation. For dem, der ikke lod studenterhuen stramme om issen og fravalgte det uniforme – og også senere sagde nej til det konforme…

Torben har også forfattet en hyldest. Ja, de andre musiknørder, Peter Olesen, Mod Strømmen osv. kipper selvfølgelig også med flaget og letter på hatten.