Laus Bengtssons navn er dukket op flere gange i denne blog, senest i forbindelse med omtalen af Alrunes Rod, det gode gamle hippieorkester. Men også i en anden sammenhæng: som anmelder af beatmusik i Der Gror Ikke Mos På En Rullesten, som han oven i købet redigerede. Som Informations anmelder Klaus Lynggaard anfører et sted, så var det ikke som musikanmelder, Laus skulle slå sine folder, men som beatpoet, som leverandør af mundrette, poetiske sangtekster til danske kunstnere inden for beat, folk m.m.
Og sådan blev det da også – dengang i tresserne. Laus tjente vist til dagen og vejen som journalist og ansat i et reklamebureau, men havde ambitioner om at skrive “beattekster”. Man må sige, at han fik en imponerende start. Dels leverede han teksterne til Alrunes Rods tidligere omtalte milepæl i danskrocken. Men inden da satte han også sit poetiske vandmærke på et andet af tidens – og eftertidens – store plader i danskrockens historie: Povl Dissings debutplade, der blot hed Dissing, men aldrig blev kaldt andet end “Nøgne Øjne“, der blev udsendt på Sonet i 1969. I følge anekdoterne rendte Laus Dissing på dørene med sine tekster – eller “ord”, som der står på pladens omslag – for at overtale ham til at indspille sangene. Sammen med nogle af tidens bedste musikere – The Beefeaters og Benny Holst – indspillede Dissing så otte sange, der alle kredsede om et af tidens store hippietemaer: kærligheden.
Pladen er blevet genoptrykt flere gange, blandt andet under den folkelige titel Nøgne Øjne og i en digitalt remastered udgave. Den kan også købes som mp3 på de store downloadsites. Alt i alt siger det noget om pladens holdbarhed.
Efter den markante debut som beatpoet blev der mere stille om Laus Bengtsson. Måske, fordi tiden efterlyste mere realistiske, for ikke at sige politiske tekster…
Apropos Dissing, så kunne min far ikke døje ham. Når jeg lyttede til Dissing på B&O-radioen måtte jeg skrue ned eller tage hovedtelefoner på for at undgå den gamles brokkerier og vrængen ad Dissings sangkunst. Sådan var det jo dengang. Dissing skilte vandene. Nogle mente, at han burde holde sin kæft, andre, at han var dansksproget blues, når det var bedst…
@Boris: Tak, fordi du vil dele din anekdote med mig og læserne. Ja, det er jo ikke så meget, man kan opspore om Laus. Desværre.
Jeg havde den fornøjelse at lære Laus at kende og blive inviteret hjem til spisning en aften. Det blev til mange spændende timer med interessante fortællinger om tiden dengang, billeder af “Stomps” (der senere blev til Alrune Rod) og historien om hvorfor han pludselig forsvandt fra omverden. Han undrede sig over at jeg var sÃ¥ fascineret af dansk beat, og derfor var han sÃ¥ venlig at forære mig et par maskinskrevne tekster, deriblandt “Natskyggevej” – som jeg stadig overvejer at lÃ¥ne ud til det kommende rockmuseum i Roskilde. Laus var et utroligt venligt og imødekommende menneske, og jeg havde den glæde at kende ham et par Ã¥r inden jeg flyttede til Hvidovre. Det undrer mig at der ikke findes billeder af ham, men han lignede en gammel hippie, i ordets bedste og mest kærligste betydning.
@Donald: Ja, det er coveret pÃ¥ Dissings plade. Jeg har ikke kunnet finde et billede af Laus Bengtsson, bortset fra et lille utydeligt et pÃ¥ indersiden af Nøgne Øjne (eller: Jeg tror, det er ham…).
Spændende historie. Laus Bengtsson må være god at høre eller læse.
Ved nærmere studium af dagens billede kan jeg se, at det er Dissing. Right? Det er ikke Laus Bengtsson.