Den amerikanske guitarist John Fahey døde i 2001 en uge før han ville være fyldt 62 år. Han endte sine dage syg og fattig. Allerede før sin død var han anerkendt langt ind i musiker- og musikelskerkredse som stilskaber inden for guitarspillet. Inspireret af såvel den rige amerikanske musiktradions rødder – folk, blues, country m.m. – og den europæiske klassiske musik (fx Béla Bartók) udviklede hans sin egen autodidakte, primitive finger-picking stil, som siden har være forbillede for mange unge guitarister.

John Fahey udsendte allerede sin første grammofonplade tilbage i 1959. For egne penge, som han havde tjent som medhjælper på en benzintank, og pladen udkom under pseudonymet Blind Thomas. For at få pladen udsendt måtte Fahey lave sit eget pladeselskab, Takoma Records. Måske siger det noget om Faheys selvagtelse, at han ikke troede på, at nogen af de store pladeselskabe nogensinde ville udgive hans musik… Og der er ingen tvivl om, at han både var en ensom ulv og en outsider. Da han i starten af tresserne drog til Californien for at studere filosof mødte han hippiekulturen og den folkrevival, som blev startet af folk som Bob Dylan, Pete Seeger m.fl. Men Fahey havde kun foragt til over for begge strømninger. Han var mere interesseret i den gamle blues og skrev en opgave på universitetet om legenden Charley Patton. Han tog også kontakt til en anden legende, Bukka White, som han lod indspille på sit lille pladeselskab.

Op gennem tresserne udgav Fahey en række plader – på eget mærke og andre, fx Vanguard – hvor han udviklede sin egen stil med særprægede guitarstemninger og personlige tilpasninger af bluestraditionens guitarspil. Samtidig med at han lod inspirationen fra den klassiske musik sætte sit præg på kompositioner og udførelse. Men han var også åben for andre musikalske genrer og stilarter, fx asiatisk folkemusik, og lod dem smitte af på sine indspilninger. Ved siden af sin egen solokarriere sørgede han for at lade ny talenter indspille på sit lille plademærke. Leo Kottke debuterede her med sin klassiske debut 6- and 12-string Guitar, der solgte rigtig godt. Men også folk som Peter Lang, Mike Bloomfield, Maria Muldaur, Canned Heat og Fabulous Thunderbirds nød godt af Fahey kærlighed til original musik. I 1979 solgte han Takoma Records til Chrysalis Records.

Fahey var et stort talent, men havde også et vanskeligt sind. Og gennem halvfjerdserne blev han gift og skilt flere gange – og slog sig på flasken. Som om det ikke var nok pådrog han sig nogle kroniske lidelser, blandt andet sukkersyge og en herpesinfektion. Efter sin tredje skilsmisse gik det stort set ned ad bakke for såvel karriere som helbred. Frem til midten af halvfemserne hutlede han sig igennem som beboer på diverse moteller – og han måtte af og til pantsætte sin guitar for at betale huslejen, når der ikke lige var spillejobs i sigte.

Men nye navne havde i mellemtiden opdaget Fahey. Blandt andet medlemmerne af Sonic Youth. Og en hyldestartikel i Spin Magazine og en dobbeltopsamlingscd med den sigende titel Return of the Repressed gav liv til mandens hensygnende karriere. Takoma-pladerne blev genudgivet på Fantasy Records, som havde overtaget bagkataloget. Og Fahey fik igen gang indspilningen af ny musik. Og de nye plader viste, at han musikalske udtryk havde forandret sig i en mere rå, upoleret retning. Inspireret af moderne eksperimenterende elektrisk musik. Men den gamle kærlighed til de amerikanske rødder var ikke død. Fahey startede et nyt plademærk, Revenant Records i 1995, hvor han genudgav sjældne gamle bluesoptagelser og andet fra den store glemmebog. Et rent con amore-projekt. Blandt andet udsendte han et bokssæt med Charley Patton og dennes samtidige (Screamin’ and Hollerin’ the Blues: The Worlds of Charley Patton) – en udgivelse, som pladeselskabet modtog tre Grammys for.

I 2000 udsendte pladeselskabet Drag City nogle små selvbiografiske fortællinger fra John Faheys hånd. Bogen havde en titel, der kunne være overskriften på mandens liv: How Bluegrass Music Destroyed My Life. Et stort talent, en stor kærlighed til musikken, et manglende forrretningstalent, et generelt dårligt helbred og en enspændernatur er ikke den bedste cocktail, hvis man vil have succes i musikbranchen. Og i forbindelse med en seksdobbelt (!) bypass-operation forlod John Fahey denne verden i 2001.

I forbindelse med mit sidste indkøb på bibliotekets udsalg fik jeg fat i albummet I am the Resurrection: A Tribute to John Fahey (Vanguard, 2006). Her hylder The Fruit Bats, Pelt, Sufjan Stevens, Devendra Banhart, Calexico, Lee Ranaldo, M. Ward, Cul de Sac, Jason Lytle, Immerglück, Kaphan, Krummenacher & Hanes, Currituck Co., Peter Case og Howe Gelb det afdøde guitares. Pladen fik blandet modtagelse, da den kom frem. Men kritikken kom mestendels fra Fahey-purister, der helst så, at musikerne viste overdreven loyalitet over for mesterens særlige teknik og stil. Hvad pladen derimod viser er den inspiration, som Fahey har været på de nævnte artister. En fin og anbefalelsesværdig plade for guitarelskere.

PS. Der findes andre mere loyale Tribute-plader. I 1979 kom A Tribute to John Fahey (Kicking Mule), i 2006 kom Friends of Fahey Tribute (Slackerstone), hvor flere af hans elever, bl.a. George Winston og Peter Lang medvirker; samme år kom også The Revenge of Blind Joe Death, der også var en elevplade; og i 2007 udkom The Great Koonaklaster Speaks: A John Fahey Celebration, der som den indkøbte plade er en egentlig hyldest til inspiratoren og ikke en cover-plade.