I lørdags sendte den halvhemmelige kanal, DR2, en temaaften om Giro 413. Tilsyneladende en selvmodsigelse, at fjernsynets eneste Klogeåge-kanal skulle bruge en lørdag aften i primetime på noget så “folkeligt” som Giroen. På den anden side, så har Klogeågerne vist populærkulturen interesse siden dengang, kulturradikalisterne var – eller rettere: mente at være -  smagsdommere på alles vegne. Og der er løbet meget vand ud af ørerne siden dengang.

Medens udsendelsen gled over skærmen, og jeg med ambivalente følelser hørte strofer af “Tak er kun et fattigt ord” (med en meget, meget sentimentalt henført Povl Bundgaard), “Hvide Måge”, “Den Gamle Gartner” og alle de andre, så kom jeg med en usynkelig klump i halsen i tanke om dengang i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor jeg som grøn og på alle måder temmelig uerfarent, ungt menneske kastede mig ud i studierne af nordisk sprog og litteratur på århus Universitet.

Det var lige efter studenteroprørets højdepunkt, og alle værdier, traditioner og institutioner blev målt og vejet på en samfundskritisk guldvægt. På mit institut hærgede den såkaldte “ideologikritik”, der – når den var bedst – grundigt nærlæste og analyserede tekster (i bredeste forstand) for bagefter at smide dem på historiens losseplads, fordi de var udtryk for “falsk bevidsthed”. “Borgerlig” eller “småborgerlig” bevidsthed fx og ikke for en bevidshed, der kunne befordre en forestående fundamental omvæltning af samfundet. Jeg læste de mange ideologikritiske tekster med interesse og dyb undren. Hvad enten det drejede sig om modernistisk poesi, familie- og dameblade (rapporter om “Eva” og “Søndags-BT”), Anders And eller – dansktoppen.

Fra Københavns Universitet havde jeg ved egen kraft fået tilsendte et digert værk – et sværteduplikeret, centertungt, maskinskrevet værk – hvor folk fra Litteraturvidenskab (ja!), havde lyttet til, nedskrevet og gennemanalyseret Dansktoppen, medens den strømmede ud af radioens højtalere. Ideologikritisk. Og den fik selvfølgelig ikke for lidt med den for ungdommen kendetegnende arrogance og Klogeåge-indsigt. Og jeg funderede over, om der måske var mere end faglig, politisk interesse i at sidde og lytte i timevis til Dansktoppens sange…

At ideologikritikerne – lige som deres forgængere og faderskikkelser – de kulturradikale, i udsendelsen repræsenteret ved en modnet Klaus Rifbjerg, ikke havde sans for kvaliteterne i det, de pulveriserede, er én ting; noget andet er – set i bagklogskabens lys – at det jo et eller andet sted var udtryk for seriøs interesse for “folkelig kultur”. En interesse, der banede vejen for og legitimerede en bredere funderet, humanistisk beskæftigelse med folkelige kulturelle emner. Det havde ikke været muligt før 1968.

I udsendelsen var en af ideologikritikkens efterkommerne Henrik Smith-Sivertsen, der er forfatter til afhandlingen “Kylling med soft ice og pølser” om ‘populærmusikalske versioneringspraksisser i forbindelse med med danske versioner af udenlandske sange i perioden 1945-2007’ (den universitære sprogtone fra halvfjerdserne er næsten intakt…). Han kommenterede vidende og med diskret humoristisk sans stort og småt.

Tema-aftenen kom ganske godt rundt om programmet, der ikke vil dø. Og to ting gjorde indtryk. Dels den nuværende programbestyrer Margaret Lindhardts entusiasme og engagement, som nok skal sikre, at Giro 413 også kommer til af fejre sit næste årti. Og dels indslaget om de velgørende formål, som den i BH’er, vaskebaljer, parykker osv. indsamlede penge, går til. Børn og unge. Alene dét perspektiv begrunder programmets eksistensberettigelse.

Da udsendelsen var slut sad jeg tilbage med en blandet fornemmelse, akkurat som dengang, hvor man havde siddet og lyttet ved middagsbordet og måske havde fået for meget af den varme mad og desserten – og de sentimentaleste af sangene… Et på godt og ondt nostalgisk program, og en påmindelse om, hvorfor pigtråden og beaten var så befriende…

Torben om Nonnen, Sømanden og Giro 413