I går fik jeg så omsider set James Bond-filmen Quantum of Solace – på dvd.
Som bekendt blev Bond-serien tilført nyt blod og ny energi i forgængeren Casino Royal, hvor Daniel Craig overtog hovedrollen efter Pierce Brosnan for at redefinere rollen, og man – dvs. folkene bag filmen – skiftede fortællespor, væk fra de stadigt mere komplicerede og uklare plots og eksorbitant voksende teknologiske udfoldelser – og (tilbage) til grundfortællingen om det godes kamp mod det onde i en mere low-key-teknologisk, men også opskruet action-udgave.

Som titlen Casino Royal antydede, så vendte man i en vis forstand tilbage til seriens begyndelse (Casino Royal var titlen på den første Bond-roman fra 1953), til de oprindelige dyder i fortællingen, for at forny genren og komme videre. Og det var også på høje tid. Serien – dens overfladiske underholdningsværdier ufortalt – havde bevæget sig ind i et morads af fortænkte plots og tomme, omend spektakulære, udenomsværker. Tilbage til grundfortællingen. Det er altid en god medicin. Spørg bare Lars von Trier og Dogme-instruktørerne.
Genopfindelsen af James Bond-filmene sker ikke uden respekt for det særlige mytologiske univers, som serien har udviklet. Der er løbende allusioner til de foregående film. Lige fra den obligatoriske, opfindsomme indlednings- og afslutningsvignet og temasangen til et olieindsmurt lig af en underskøn ung dame – sidstnævnte sender tankerne hen til den forgyldte dame i Goldfinger, og der er noget næsten prosaisk_symbolsk i dette bytte mellem guld og olie…

Men samtidig er der ofret noget på fortællingens alter. Q – seriens svar på Georg Gearløs i Anders And-bladene – er helt borte. Og hans efterkrigsoptimistiske teknofetichisme er reduceret til moderne mobiltelefon og web-teknologi. For selvfølgelig er vi ikke tilbage i stenalderen. Også dyrkelsen af den engelske overklassegentlemans high-society-vaner med dyr champagne og martinier i tide og utide er gået fløjten.
Den største fornyelse ligger dels i den opskruede, sindsygt hurtigt klippede, actionfortælling. Man har taget ved lære af tidens actionsæstetik. Blandt andet fra Bourne-trilogien. Quantum of Solace starter lige på og hårdt med en virtuost fotograferet, hasarderet biljagt – og fortsætter stort set i samme tempo filmen igennem. Og dels ligger innovationen i selve Bond-figuren. Måske især her.

I forbindelse med Casino Royal skrev jeg følgende: “Han er en helt anden type end de foregående engelske gentlemen. Det meste af den dunst af overklasseengelsk arrogance og selvhøjtidelighed, der hang over Roger More og Pierce Brosnan, er forduftet, til fordel for fokusering på en muskuløs, stærkt individualistisk he-man-type. En fighter, der går i et med sin funktion. En agent-maskine, der gør, hvad den forventes at gøre, men også har et hjerte, der for en kort bemærkning blottes i filmen og derved garanterer mandens menneskelighed. I en af filmens centrale scener ser man Bond og den kvindelige hovedperson analysere hinanden med velturnerede replikker. I denne scene får man præsenteret Bond-figuren som en person, der nærmest ingen fortid har og som er effektiv, næsten følelsesløs og intelligent. Er han forældreløs, som kvinden påstår? Det forbliver ubesvaret. I den scene skæres Bond-figuren til som en type, der kun har et minimum af fortid og den håndfuld kvaliteter, der skal til for at udgøre en moderne actionhelt. Den nye Bond-figur er ikke “pæn” som Brosnan. Der er mere mand over ham (jeg forstår godt damernes begejstring..). Og så er han en god skuespiller, der forstår at økonomisere med de begrænsede midler, der ligger i rollen.”

I Quantum of Solace stiliseres karakteren yderligere. Uden at afsløre noget om slutningen, så bliver det klart, at Bond-karakterens forhistorie, kærligheds- og sjæleliv er underordnet funktionen som supereffektiv, loyal agent og dræbermaskine. Hvis Jason Bourne-figuren var en nærmest humanistisk actionhelt, der kæmpede mod overmagten for at genvinde sin erindring og dermed sin menneskelighed, så er den nye Bond en actionshelt, der sætter klammer om de dele af personligheden, der ville kunne hæmme ham i rollen som hypereffektiv, næste maskinel, agent.

Plottet i filmen er helt efter bogen. En kamp mellem de gode og de onde, iscenesat en global klimakontekst. En af navn grøn -  Greene – organisation er i virkeligheden en hensynsløs, udspekuleret magt- og pengebegærlig organisation med forbindelser her, der og allevegne. Og der er selvfølgelig kun en, der kan gøre livet surt for denne organisation. Bond. Seriens dyrkelse af individualisten er intakt.

Quantum of Solace føjer ikke mange tommer til Casino Royal. Som denne er det et stykke veldrejet effektiv, adrenalinprovokerende underholdning, der skal nydes, medens løjerne foregår. Dens eneste handicap er, at den ikke udvikler den fornyelse, som forgængeren leverede.

Casino Royal