Som læserne sikkert vil vide, med mindre man har haft hovedet gravet ned i jorden eller puden som en anden struds, så er den politiske offentlighed for tiden inde i et ophedet skænderi, hvor navngivne danske politikere sætte i relation til nazismen. Den aktuelle mudderkastning blev sat i gang af nogle karikaturtegninger, der blandt andet viste Pia Kjærsgaard med nazistiske tegn, men vandet til mudderpølen var allerede tilført af DFs ideolog Søren Espersen, som for nylig i en kronik i Politiken satte lighedstegn mellem kommunisme, nazisme og så Ole Sohn, nuværende, ledende medlem af SF og tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti i årene for dette partis afvikling.

Den aktuelle mudderkastning handler selvfølgelig om noget andet, nemlig om, hvem der skal til magtens fad efter et kommende valg. SF står godt i meningsmålingerne, og DF ved godt, at deres markante position i magtens centrum vil svinde ind til en plads i oppositionens skygge, hvis S og SF vinder. Derfor prøver man – DF og Venstre – at gøre en sag ud af de omtalte nazikarikaturer. Måske også i håb om, at opmærksomheden vil bortledes fra regeringens aktuelle afmagt den indenrigspolitiske scene.

Det, der er beskæmmende, er den lethed, hvormed man griber til “nazikortet”, som det er blevet udtrykt. Man griber til dette forsmædelige kort, når andre politisk saglige argumenter fejler. Kan man ikke andet, kan man da svine hinanden til.

For generationer, der er yngre end denne blogger, er naziskænderiet måske blot endnu en absurd diskussion i et i forvejen absurd politisk spil i medierne. Men for denne blogger er det infamt at sætte nogen i forbindelse med nazismen uden grund. Nazismen står for den mest radikale, industrialiserede, perverterede udgave af den racisme, vi stadigvæk dagligt konfronteres med i vores virkelighed. At sætte nogen i forbindelse med nazismen – uden grund, uden argumentation – er intet mindre end infamt. Og jeg forstår godt, at DF og fru Kærsgaard er fortørnet over, at nogen vil fremstille dem med nazitegn, selv om de retter bager for smed, når de gør Sten Gade og Kureshi ansvarlige for, hvad andre har bedrevet.

Selv om DF kan give mindelser om nationalsocialisterne i kraft af partiets forlorne nationalisme og indædte, til xenofobi grænsende anti-islamholdning, så er der ikke grund til at mene, at partiet eller dets ledere skulle være nazister. Man skal i den forbindelse huske på, at DF de facto har udrenset alle de elementer, der har haft nazisympatier. Det er – i mine øjne – ganske enkelt en uhyrlig påstand, at kalde DF nazistisk. Lige som det er uhyrligt at sætte Ole Sohn i relation til nazismen, selv om han engang havde sympati for den såkaldt virkeliggjorte socialisme i øst, og selv om han ikke i fuld offentlighed har udøvet en bodshandling – men med sine handlinger og bøger har vist, at han har bevæget sig.

Semiotikeren Per Aage Brandt gjorde for nylig os opmærksom på et forhold, der burde være indlysende for enhver, der har fulgt med i den såkaldte Danish Cartoon-sag. Nemlig, at symboler – fx karikaturtegninger – er voldelige. Symbolerne skaber forbindelser – blender – fx mellem en religion og terrorisme eller mellem en dansk national politiker og den mest rabiate form for racisme, nazisme, og det bringer os i affekt. Vi har nu set det igen med karikaturerne hos Danmarks Løver. Og det, vi kan lære af det, er måske, at vi skal være forsigtige, når vi bruger symboler. Vi ved ikke, hvad de sætter igang. I stedet for at fremstille Pia Kjærsgaard med swastika på ærmet og lille Hitleroverskæg, skulle vi i stedet i skrift og tale kritisere hendes og DFs politik synder og sammen. Det skal ikke forstås som udtryk for selvcensur eller som et ønske om at begrænse vores højt besungne ytringsfrihed, som selvfølgelig er principiel og ikke til diskussion. Det er bare et ønske om, at vi bruger symboler med omtanke – og vælger kritik og oplysning i stedet for uigennemtænkte, voldelige symboler…

Læs også Lars’ kommentar