Forleden hørte jeg en norsk forfatter filosofere over fotografiets særlige poetiske kvaliteter. Fx kan man sidde og kigge på et gammelt fotografi af sig selv og en af sine forældre. Man ser sig selv om barn og sin mor eller far som voksen, medens man selv er ældre end forældrene på billedet. Datiden er fastfrosset, og man befinder sig i en slags fordobling af tid. Af fastfrosset fortid og bevægelig nutid. Og måske også en fortid, der sættes i bevægelse af erindringens kraft.
På dette billede fra 1946 ligger Marilyn Monroe model for pinupkunstneren Earl Moran, der har en stor del af æren for den mytologiske status, MM har fået siden hen. Som indbegrebet af den tidløse blondine, som mænd dengang og siden hen har drømt om. Og er det forståeligt, at hendes samtidige begærede hende, så er det nok mere mystisk, at mænd også i dag kan begære hende, selv om hun for længst er død og borte. Det siger ikke så lidt om fotografiets fortryllende kraft.
Men ville et fænomen som Marilyn Monroe overhovedet være muligt i dag. Ville hun kunne opnå en tilsvarende glamourøs og mytologisk status, hvis hun var dukket op i dagens medier? Et umuligt spørgsmål, men hendes gamle medspiller i filmen Some Like It Hot, Tony Curtis, mener, at det ville være utænkeligt. Tiden, pressen, moralen osv. var en ganske anden. Hør den gamle stjerne fortælle her om en svunden tid.
@Donald: Jeg tror, at Hefner var heldig at ramme et seksualmoralsk digebrud i sin tid. Og det var ganske smart at kombinere lækkert iscenesatte skønheder med artikler af høj kvalitet. Siden har mange jo forsøgt – med vekslende held – at kopiere konceptet.
Jeg har lige genset en feature 1/4 “Sex: The Revolution”, hvor vi fÃ¥r at vide at Heffner investerede 600$$ i at lave det første nummer af Playboy, og at han ville sige at sex og skønhed er forbundet og det er OK at føle glæde ved det. Han virkede rigtigt velformuleret i optagelserne fra tidligere tider. Marilyn Monroe var centerfold med bar overkrop i første nummer, og i de første andre numre fik han Hemingway og andre til at skrive artikler! Hvordan han har fÃ¥et det til at lykkes med 600$$ i startkapital fortalte historien ikke noget om, men det vidner om en knagende god begavelse og et overblik, der langt overgÃ¥r gennemsnittet: Han skulle jo ogsÃ¥ føre sag i Washington om overhovedet at fÃ¥ lov at distribuere bladet med postvæsenet!
@Torben: Tak for tip. Jeg skynder mig at lave et link i stedet…
@CAPAC: Det er et dejligt billede. Punktum. Og fint at du krediterer Earl Moran, men du skal bare vide, at boet efter ham har ry for at være særdeles nidkære med ulovlig anvendelse af hans billeder. Det ved jeg af erfaring.
@Thomas: MM var tilfreds med, at Moran kunne få hendes ben til at se kraftigere ud, end hun selv mente, de var. Uden photoshopfiksfakserier. Men selv dengang var der jo tale om iscenesættelse og retouchering. Til gengæld var der en særlig aura omkring pinupperne og glamourstjernerne. Og den er svær at finde i dag.
@Donald: Drew Barrymores, Pfeiffers og andres fortræffeligheder ufortalt, så bliver de aldrig glamourøse og halv-guddommelige som MM og andre af datidens stjerner. Og det skyldes nok tidsånden (for nu at sige det meget kort).
Interessant synspunkt om det var muligt i dag.
Var hun virkelig så gammel, da jeg blev født? Hun ser sød ud og jeg kan ikke helt løsrive mig fra at hun taler til mænd fra en anden generation. Måske tager jeg fejl, men jeg synes at det er hendes ansigtsudtryk og hendes kropssprog, som gør at hun taler så meget til os mennesker, mænd såvel som kvinder, fra dengang *og* menneskene af i dag.
Om det virkelig ikke er muligt at skabe en lignende karriere idag kan jeg ikke bedømme. Hvordan var det overhovedet muligt dengang, kunne man ligesåvel spørge.
Drew Barrymore synes jeg har et godt kropssprog. Hvad hedder damen i “The Fabolous Baker Boys”, hende som jeg aldrig har set i film som spider- eller bat, Michelle Pfeiffer, Alison Lohman og mange flere. Men jeg synes at man skal være forsigtig med at sammenligne. Der vil aldrig være en “anden Marilyn Monroe”, det ligger ligesom i sagens natur at det ikke duer at være nummer to i den rolle.
Bare det faktum at man er i tvivl om det er en virkelig person man ser og ikke et resultat af botox, silikone og photoshop er jo nok til at dæmpe begæret.