Udenrigsminister Lene Espersen har ikke medvind i medierne og meningsmålingerne for tiden. Senest har hendes meget omtalte udeblivelse fra et møde i Canada fulgt hende som en plet, der ikke kunne vaskes af med Biotex. Plettens genstridighed skyldes ikke så meget selve handlingen – at hun i stedet for at komme til møde med udenrigsministrene -  som at hun, for nu at formulere det tilstrækkeligt diplomatisk, “kreativt” forsøgte at nedtone mødets vigtighed og optone merbetydningen af en familieferie. Og i politik gør man klogest i at holde sig til kendsgerningerne og undlade at pynte på dem. For lugter det, så skal emsige journalister og politikere nok få gravet lorten frem.

I går kom det så frem, at Espersens forgænger Per Stig Møller betragtede det omtalte møde som værende “af vital betydning for de arktiske kyststater”. Det sætter forståeligt nok Espersen i en uheldig situation, hvor hun har et stort forklaringsproblem over for offentligheden. Enten har hun eller forgænger Møller en mangel på dømmekraft. Hun kan så vælge at kritisere Møller, grave sig længere ned i uholdbare og upopulære bortforklarigner eller indrømme sin egen fejltagelse.

Sagen er også interessant i et andet lys. Da Espersen begyndte sin ministerkarriere gjorde hun en del ud af at fremstå som forbillede for selverhvervende karrierekvinder, der sagtens kunne bestride et krævende job samtidig med, at de passede deres rolle i parforhold og familie. Jeg husker billeder af en minister, der ammede på ministerkontoret og optrådte som iscenesat rollemodel  i dameblade, der henvender sig til netop segmentet af selvpromoverende karrierekvinder. Den aktuelle sag illustrer vel på bedste vis, at kravet til kvinder om, at de skal kunne mestre det hele – karriere, moder- og kæresterolle – og stadigvæk have styr på makeuppen og timemanageren kan være et urimeligt krav? Fordi man kommer til kort. Det kan man jo ser her… Indrøm det dog Lene!